Seks coronasmittede er raskmeldt og lufthavnsbyggeriet starter igen

Ifølge landslægen er seks af de i alt ni smittede med covid-19 blevet raskmeldt. Samtidig forventer han, at lufthavnsbyggeriet i Nuuk kan genoptages tirsdag.
Landslæge, Henrik L. Hansen, ved et af de talrige pressemeøder, som han har været i, siden pandemien begyndte. Foto © : KNR / Hansigne Broberg
Skrevet af Mathies Hvid Toft
07. juni 2021 15:07

I formiddags blev seks af de i alt ni smittede med coronavirus herhjemme meldt raske igen. Det fortæller landslæge, Henrik L. Hansen, til KNR.

- Vi har faktisk kunne raskmelde de seks af dem her til formiddag, fordi der nu er gået så lang tid siden, at deres symptomer forsvandt, at de kan anses for at have overstået covid-19 infektionen, siger han.

De tre resterende syge har det godt under omstændighederne og har ikke behov for at være på sygehuset, lyder det videre.

Lufthavnsbyggeriet starter igen

Samtidig har Epidemikommissionen arbejdet intensivt i weekenden på at sætte nogle nye regler op, der gør det muligt at starte på lufthavnsbyggeriet i Nuuk igen.

- Og vi forventer, at der senere i dag kommer en kundgørelse fra Epidemikommissionen, så arbejdet kan genoptages under en række forskellige bestemmelser fra i morgen, siger Henrik L. Hansen.

LÆS OGSÅ Byggeplads ved lufthavnen er nu en karantænezone

Han understreger, at karantænezonen omkring lufthavnsbyggeriet stadig gælder.

- Det her er et supplement til den beslutning, der tidligere er truffet i Epidemikommissionen med nogle forholdsregler, så der kan påbegyndes noget arbejdet på en forsvarlig vis, så der ikke er risiko for, at der kommer smitte ude i byen, forklarer landslægen.

Smittemysterium er endelig løst

Det er halvanden uge siden, at Nuuk blev lukket ned af frygt for, at coronavirusset ville sprede sig i byen. For efter næsten et halvt år uden covid-19 i Nuuk, gik det rigtig stærkt i slutningen af maj.

Først blev to personer konstateret smittet efter, at de var rejst ind i landet og havde været i karantæne. Så kom det frem, at endnu en person var smittet. Problemet var, at vedkommende havde været her i seks uger. Ingen anede dog, hvor smitten kom fra.

Det mysterie har myndighederne dog løst.

LÆS OGSÅ Rejs ikke ind og ud af Nuuk og husk mundbind: Restriktioner strammes i hovedstaden

- Oprindeligt kom to ind samtidig og var smittet på det tidspunkt, at de kom ind. De har så smittet yderligere syv personer, om det er den samme, der har smittet alle syv, eller om det er dem begge to, der har smittet, ved vi ikke på nuværende tidspunkt, siger Henrik L. Hansen og uddyber:

- Det bliver vi muligvis klogere på, når vi får resultatet af de analyser, som vi har sendt til Danmark, hvor man laver en genetisk analyse af den virus, og kan finde ud af, hvad det er for en variant.