Døgnrapport: Tyveri, hærværk og indbrud
Mandag formiddag klokken 10.45 blev et alderdomshjem i Narsaq udsat for hærværk, fortæller vagtchef ved Grønlands Politi Thomas Jeppsen.
- To ruder blev knust på ukendt vis, siger han, og fortæller også, at politiet har mistænkte i sagen, og at de undersøger det nærmere.
Vagtchefen bladre videre og fortæller om en episode i Sisimiut, hvor ukendte gerningsmænd brød ind i et cykelskur ved DTU og stjal elcykler af en større værdi.
- Det er anden gang på kort tid, at der sker sådan en hændelse i byen, så hvis man ved noget om episoderne, der kan hjælpe politiet, så må man meget gerne kontakte os.
Du kan ringe til Grønlands Politi på 70 14 48.
90 liter benzin stjålet fra båd
Den sidste hændelse, som vagtchefen nævner, er fra Qasigiannguit mandag eftermiddag, hvor en person omkring klokken 13.30 har stjålet 90 liter benzin fra en båd.
- Personen har efterladt slanger og andet på stedet, som han muligvis har brugt til at suge benzin op, siger vagtchefen.
Ingen er anholdt i sagen, men politiet efterforsker sagen videre.
Sidst men ikke mindst skal Grønlands Politi i dag lave brandtekniske undersøgelser efter der i går var brand i Aasiaat omkring Nukissiorfiit.