Norges oliefond vil stemme mod stor lønpakke til Musk
Norges oliefond vil stemme imod en ny lønpakke til Teslas chef, Elon Musk.
Det oplyser fonden til Reuters.
Oliefonden er den syvendestørste ejer af Tesla-aktier med en andel på 1,12 procent til en værdi af 17 milliarder dollar.
Det svarer til 110 milliarder danske kroner.
Ifølge NRK har oliefonden både i 2018 og 2024 stemt imod Musks lønpakker.
Op mod 6500 milliarder kroner
Aktionærerne i Tesla kan stemme om den foreslåede lønpakke til Musk ved generalforsamlingen om to dage.
Pakken indeholder aktier til en potentiel værdi over ti år på op mod 6500 milliarder kroner.
Norges oliefond er verdens største investeringsfond. Ved udgangen af 2024 var den 20 billioner - eller 20.000 milliarder - norske kroner værd.
I danske kroner svarer det til omkring 12.540 milliarder.
Fonden ejer omkring 1,5 procent af alle børsnoterede aktier på verdensplan.
Norge etablerede den statslige oliefond i 1996 for at have en form for opsparing til dårlige tider. Siden da er værdien vokset til næsten fire gange Norges bnp.
/ritzau/