Samarbejdspartiets hovedbestyrelse er anmeldt til politiet

Fem medlemmer af Samarbejdspartiet mener, at "at der er et meget stort forbrug af Samarbejdspartiets penge, som ser ud til at være gået til at afholde private udgifter, som ikke vedrører partiet”.
Michael Rosing har tidligere været formand for Samarbejdspartiet. Det vil han gerne være igen. Foto © : Arkivfoto
20. november 2020 16:23

Fem medlemmer af Samarbejdspartiet har anmeldt Tillie Martinussen og hovedbestyrelsen til politiet. 

Det skriver to partimedlemmer, Michael Rosing og Flemming Nielsen, i en kortfattet pressemeddelelse. 

Grunden til det er, at de fem partimedlemmer mener, at der ”meget stort forbrug af Samarbejdspartiets penge, som ser ud til at være gået til at afholde private udgifter, som ikke vedrører partiet”.

LÆS OGSÅ Flytning, allergi og stresscoach: Det handler striden i Samarbejdspartiet om

De fem er Michael Rosing, Flemming Nielsen, Mathias Laurits Mathiassen, Henrik Phillipsen og Liv Molich. 

  • Mathias Lauritsen Mathiasen er næstformand i regionsbestyrelsen i Sermersooq.
  • Henrik Phillipsen er forhenværende medlem af hovedbestyrelsen og bor nu i Danmark. Han er stadig medlem af partiet. 
  • Liv Molich er suppleant i regionsbestyrelsen for Kommuneqarfk Sermersooq. 
  • Michael Rosing og Liv Molich er suppleanter til Inatsisartut.  
     

- For os ser det ud som om, at der er blevet brugt penge af Samarbejdspartiets midler til at dække nogle af Tillies privatudgifter. Og det vil vi gerne have politiet til at vurdere og se, om der er sket noget ulovligt. Det kan vi ikke bedømme - det er politiets opgave, siger Flemming Nielsen til KNR.

KNR har forsøgt at få en kommentar fra Tillie Martinussen, men det har ikke været muligt. 

Der er nærmest udbrudt åben krig i Samarbejdspartiet i en sag om, hvordan partiet bruger pengene fra partistøtten.

Partiets fungerende formand Tillie Martinussen og hovedbestyrelsen har afvist alle anklager om misbrug af partiets penge til at betale for Tillie Martinussens privatudgifter.

Stresscoach, taletid og flytning

KNR har tidligere beskrevet, at det handler om blandt andet behandlinger for allergi for 3.654 kroner, konsultationer til partimedlemmer hos en stresscoach for 50.000 kroner, optankning af taletid på telefon til Tillie Martinussen for 25.500 kroner alene i år og en flytning til en ny lejlighed på 14.000 kroner til Tillie Martinussen og rengøring af den gamle.

Alle beløb er betalt af partikassen, og i alt er der udgifter for 100.000 kroner af den fælles kasse.

LÆS OGSÅ Tillie Martinussen kalder anklager for dårligt koordineret angreb

- Vi er triste og ulykkelige over, at det er kommet så vidt. Der ligger meget arbejde og engagement i opstart af et helt nyt parti. Det arbejde er nu spildt, siger Michael Rosing i pressemeddelelsen.

Men det er ikke det hele. 

I går afviste Retten i Grønland Michael Rosings ønske om at nedlægge et fogedforbud mod Tillie Martinussen.

Hvem er formand?

Det har han ønsket for at forhindre hende og partiets kasserer i at optage lån i partiets navn. Men det har Retten i Grønland altså afvist, og Michael Rosing skal nu betale sagens omkostninger på 5.000 kroner. 

Ud over balladen om, hvordan partiet bruger pengene fra partikassen, har det lille parti også gang i et åbent opgør om, hvem der er formand. 

LÆS OGSÅ Ekspert om privatforbrug i Samarbejdspartiet: Der er ingen regler

Michael Rosing, der tidligere har siddet på formandsposten, har nemlig meddelt, at han igen ville være formand. Og ifølge ham selv har han aldrig formelt trukket sig fra posten.

Partiets bestyrelse bakker dog op om Tillie Martinussen, der nu er fungerende formand.

I denne uge kom det også frem, at Tillie Martinussens sikkerhed har været truet ifølge hende selv. 

Derfor deltager hun ikke på efterårssamlingen.