Sådan ser Folketinget ud efter valget

Socialdemokratiet fik det bedste valg i 20 år, mens Venstre bløder, og Dansk Folkeparti er Folketingets mindste parti.
De danske partileder på valgnatten onsdag 2. november 2022. Foto © : Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
02. november 2022 14:25

Der skal flyttes godt rundt på navneskilte og partikontorer på Christiansborg efter tirsdagens valg.

Valget har nemlig givet store ændringer i, hvordan mandaterne fordeler sig i Folketinget.

Som valgets store sejrsherre står Socialdemokratiet, som gik to mandater frem og opnåede 50 mandater. Partiet fik flere end hver fjerde stemme og det bedste valgresultat i 20 år.

Socialdemokratiet har lige akkurat flertal på 90 mandater med de andre røde partiet, inklusiv mandaterne fra Grønland og Færøerne, og kan derfor nu forsøge at danne ny regering.

To andre partier, som kan juble, er de to nystiftede partier Moderaterne med tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen som formand og Danmarksdemokraterne med Inger Støjberg i front.

Moderaterne blev Danmarks tredje største parti med 16 pladser i Folketinget, mens Danmarksdemokraterne kan indtage 14 pladser.

SF beholder sin størrelse med et enkelt mandat i fremgang og har nu 15 mandater.

En 'super træls dag' for Venstre

Men hos et af Danmarks normalt største partier, Venstre, var valgnatten og nu dagen derpå svær.

Venstre er stadig landets andet største parti, men blev næsten halveret fra 53 pladser i Folketinget til nu at have bare 20 pladser.

Sådan fordeler mandaterne sig i Folketinget

Socialdemokratiet: 50
Venstre: 23
Moderaterne: 16
SF: 15
Danmarksdemokraterne: 14
Liberal Alliance: 14
Konservative Folkeparti: 10
Enhedslisten: 9
Radikale Venstre: 7
Nye Borgerlige: 6
Alternativet: 6
Dansk Folkeparti: 5

- Det bliver en super træls dag i dag for at sige det, som det er, siger Jakob Ellemann-Jensen onsdag med henvisning til de partifæller, som partiet skal vinke farvel til i Folketinget. 

Også Konservative Folkeparti gik fra at være blevet spået et kanonvalg ved valgets udskrivelse til at må gå tilbage.

Dog kun med to mandater, så partiet nu har 10 pladser i Folketinget.

Bundplacering til DF og lussing til Radikale

Også Dansk Folkeparti er i dag vågnet til en hel ny virkelighed. Partiet blev ved folketingsvalget i 2015 Danmarks andet største parti, men fik tirsdag bare 2,6 procent af alle stemmer - lige akkurat nok til at beholde en plads i Folketinget med fem mandater.

Partiet er nu det mindste parti i Folketinget. 

På valgaftenen understregede formand for Dansk Folkeparti, Morten Messerschmidt, dog, at han er "ydmyg" og "stolt" over resultatet. 

LÆS OGSÅ Valganalyse: Grønlandske politikere har sikret et rødt flertal - men risikerer ikke at få afgørende magt

- Vi er her, fordi danskerne vil have det, sagde Morten Messerschmidt.

Det blev også til en lussing for det parti, der udløste hele valget, nemlig Radikale Venstre. Partiet krævede, at Mette Frederiksen udskrev valg i kølvandet på mink-sagen, ellers ville partiet vælte regeringen. 

Men partiet endte med næsten af vælte sig selv. Radikale Venstre går tilbage fra 16 til 7 mandater og er nu Folketingets fjerde mindste parti. 

Fremgang for små partier

Sidst, men ikke mindst, kunne en række små partier feste igennem i aftes takket være flere stemmer.

Alternativet, som støtter rød blok, havde kun én politiker på Christiansborg i tirsdags. Onsdag har partiets pludselig seks politikere inden for murerne.

LÆS OGSÅ Radikal leder trækker sig efter svagt stemmetal

Nye Borgerlige, som tilhører blå blok, er gået ét mandat frem og har nu også seks mandater i Folketinget, mens Liberal Alliance, som kun sad på fire stole i Folketinget før valget, nu kan sætte sig på hele 14 stole.

Kun Enhedslisten oplevede som et traditionelt lille parti ikke fremgang. Partiet går tilbage fra 13 til 9 mandater.

Fra Grønland blev Siumuts Aki-Matilda Høegh-Dam og IA's Aaja Chemnitz begge genvalgt. Det samme gjorde Sjúrður Skaale fra Færøernes søsterparti til Socialdemokratiet, Javnaðarflokkurin. Og så blev det til nyvalg for Anna Falkenberg fra det borgerlige parti Sambandsflokkurin på Færøerne.