Rigsombuddet slår endeligt fast: Tillie Martinussen går til valg som løsgænger

Tillie Martinussen skal indsamle 100 underskrifter for at stille op til Folketinget. Det slår Rigsombuddet fast.
Tillie Martinussen kan kun stille op til Folketinget som løsgænger. Foto © : Camilla Dam/KNR
14. oktober 2022 15:21

Først sagde Tillie Martinussen fra Samarbejdspartiet, at hun stiller op til Folketingsvalget som løsgænger. 

Hurtigt efter rettede hun dog sig selv: Hun kan godt stille op for Samarbejdspartiet alligevel, sagde hun.

Men det er faktisk også forkert. Det siger Morten Nornild, der er souchef i Rigsombuddet, til KNR.

Tillie Martinussen kan nemlig kun stille op som løsgænger - altså udenfor parti. Det er af den simple grund, at Samarbejdspartiet røg ud af Inatsisartut ved det sidste valg.   

Ifølge Morten Nornild er der kun to muligheder for at stille op som kandidat til Folketinget i Grønland ifølge loven:

Enten stiller du op som kandidat for et parti, der sidder i Inatsisartut. Eller også stiller du op som kandidat uden for partierne - i folkemunde kendt som "løsgænger".

De her stiller op til valget for Grønland: 

 

Naleraq: 

Kiista Fencker

Juno Berthelsen
 

Atassut

Aviaq Kleist

Arnánguak Jeremiassen
 

Siumut

Aki-Matilda Høegh-Dam

Markus E. Olsen

Karina Zeeb

Elvira Kuitse 
 

Demokraatit

Anna Wangenheim
Justus Hansen
 

Inuit Ataqatigiit

Aaja Chemnitz
Arnâránguak Inusugtok Rohde
Aqqalukkuluk Fontain

- Du kan du stille op enten indenfor partierne eller udenfor partierne. Og stiller man op indenfor partierne, stiller man op, fordi man tilhører et parti, der allerede er repræsenteret i Inatsisartut. Og hvis man ikke tilhører et parti, der er repræsenteret i Inatsisartut, stiller man altså altid under alle omstændigheder op uden for partierne, siger Morten Nornild. 

100 underskrifter skal samles

Så nu har Tillie Martinussen travlt. Hun skal nemlig samle 100 underskrifter for at få sit navn på stemmesedlen 1. november som løsgænger.

De 100 underskrifter er såkaldte stillere - det vil sige borgere, som med navn, adresse og personnummer vil støtte hende i at komme på stemmesedlen. Og det bliver vel at mærke uden, at der kan stå "Samarbejdspartiet" på stemmesedlen ud for hendes navn.

Tillie Martinussen, hvorfor var du ikke klar over reglerne, da du sagde, at du stiller op til Folketinget?

- Altså, for det første har jeg ikke stillet op til Folketinget før. Der er heller ikke så mange fortilfælde for det, som sker nu.

- Samarbejdspartiet er ikke i Inatsisartut, så derfor må jeg stille op ifølge den danske valglov. Jeg har mit partis fulde opbakning.

- Forvirringen opstår jo sådan set, fordi Sermitsiaq er hurtigt ude og spørger, om jeg stiller op. Det tænker jeg over i nogle dage, og så beslutter jeg mig for at stille op. Så måtte vi jo finde ud af det med kragetæer og kruseduller bagefter, siger Tillie Martinussen til KNR. 

LÆS OGSÅ Overblik: Her er de grønlandske kandidater og deres mærkesager 

- Og det har vi så gjort, og så var der en hel del forvirring om det. KNR sagde, jamen så bliver du jo løsgænger. Så sagde jeg, jamen det er jo med mit parti. 

- Vi troede til at starte med, at det var de samme regler til folketingsvalget, som der er til Inatsisartut. Vi ventede på svar fra Rigsombudsmanden, og det kom lidt sent. Det har nok ført til denne her forvirring.

Når det så har været så vanskeligt at forstå reglerne omkring at stille op til Folketinget, enten for et parti eller som løsgænger, hvordan skal dine vælgere så have tillid til, at du har styr på fakta, når du gerne vil lave politik i Folketinget?

- Jamen, de skal jo have tillid til, at når jeg skriver ind til en institution og venter på svar, og pressen åbenart har en nemmere adgang til institutionerne, end vi har haft, jamen så må vi jo vente på svar.

- Jeg synes det er en ikke-sag - det må jeg sige. Man kan stemme på mig til Folketingsvalget. Folk ved udmærket godt, at det er med Samarbejdspartiet i ryggen, og så synes jeg egentlig ikke, at der er mere i den sag.

Regner med at have alle underskrifter på mandag

Tillie Martinussen har fredag formiddag samlet omkring 50 underskrifter til at stille op til Folketinget.

Hun regner med at have de krævede 100 underskrifter på mandag. 

Sidste frist for at komme på stemmesedlen til folketingsvalget 1. november for både partier og for kandidater, der stiller op uden for partierne, er fredag d. 21. oktober 2022 klokken 12.

Herefter går Rigsombuddet kandidaterne igennem for at se, om de lever op til reglerne for at komme på stemmesedlen.