Koalition: Regler for tilkaldt arbejdskraft skal strammes

Den nye koalition vil gøre det vanskeligere at få arbejdskraft til landet, og dernæst minder koalitionen om, at tilkaldte skal forlade landet igen, når arbejdet er overstået.
Skrevet af Thomas Munk Veirum
07. maj 2018 10:20

 Virksomhederne her i landet har under de senere års økonomiske fremgang skreget på arbejdskraft, og for at holde gang i produktionen har blandt andre det selvstyreejede Royal Greenland importeret medarbejdere fra Fjernøsten til selskabets fabrikker.

Inatsisartut vedtog sidste år en stramning af reglerne for at få arbejdskraft til landet, og disse regler skal nu strammes endnu mere står der i koalitionsaftalen:

- Virksomhederne har i dag krav på svar inden 14 dage, når de søger udefrakommende arbejdskraft. Det skal nu forlænges til 4 uger, hedder det i aftalen mellem Siumut, Partii Naleraq, Nunatta Qitornai og Atassut.

LÆS OGSÅ Koalition vil satse på drivhuse

'Den tilkaldte må rejse'

Desuden ser koalitionspartierne gerne, at tilkaldte medarbejdere forlader landet igen, når arbejdet er afsluttet:

- Når den tilkaldte arbejdskraft har overstået det, som den pågældende er kaldt op til at udføre, er der ikke længere brug for vedkommende, og den tilkaldte må rejse, står der i koalitionsaftalen.

LÆS OGSÅ Lufthavne skal bygges med udenlandske hænder

En analyse, som Sermersooq Business Council lavede blandt 191 virksomheder i Nuuk, konkluderede sidste år, at mangel på kvalificeret arbejdskraft var én af de væsentligste udfordringer for de adspurgte virksomheder.

Det tidligere Naalakkersuisut oplyste i efteråret 2017, at store dele af byudviklingen i Nuuk og udvidelserne af landets lufthavne vil blive udført af udenlandsk arbejdskraft.

Det skal holde prisen på byggerierne nede og sikre, at der ikke opstår mangel på håndværkere i byggebranchen de kommende år.

Her ses løftet om at stramme reglerne fra koalitionsaftalen mellem Siumut, Atassut, Partii Naleraq og Nunatta Qitornai:

Foto © : Kilde: Koalitionsaftalen mellem Siumut, Atassut, Nunatta Qitornai og Paertii Naleraq