Direktør: RAL-exit kan ramme erhverslivet
- Det er, som om en epoke er forbi.
Det siger Søren Stach, direktør i Det Grønlandske Hus i Aalborg, efter nyheden om, at Royal Arctic Line, RAL, fra 2019 siger farvel til Aalborg Havn.
Rederiet fungerer nemlig som både et praktisk og symbolsk bindeled i forholdet mellem Grønland og Danmark, særligt Nordjylland.
- I og med at man har haft den her mangeårige basishavn i Aalborg, har det haft en stor indvirkning på Det Grønlandske Hus i Aalborg. Der har været meget good will for huset i de samarbejdsrelationer, vi har haft, siger Søren Stach.
Læs også Aalborg Havn lægger pres på RAL med milliontrussel
Ifølge direktøren har RAL’s 45-årige aftale med Aalborg betydet, at mange nordjyder har fået en god indsigt og tætte forhold til Grønland og grønlændere.
Bekymret for erhvervslivet
Det Grønlandske Hus i Aalborg har fire søjler i sin strategi, hvoraf den ene er at fremme erhvervsudviklingen mellem Grønland og Danmark.
Blandt andet derfor flyttede Det Grønlandske Hus i Aalborg i foråret fra sit mangeårige domicil i Aalborg Øst til en bygning i Aalborg centrum under samme tag som fire erhvervs- og uddannelsesnetværk: Arctic Consensus, Arctic Business Network, Arctic Education Network og AAU Arctic.
Læs også RAL: Vi ved godt, det er en dårlig nyhed for Aalborg Havn
RAL’s exit fra Aalborg får derfor Søren Stach til at bekymre sig for erhvervslivet.
- Det er nok den del, der kan bekymre mig lidt. Det kan godt være, at det bliver lidt mere op ad bakke at få gang i den her erhvervssøjle.
Tror på fortsat venskabsaftale
Trods bekymringen for erhvervslivet hæfter Søren Stach sig ved, at Aalborg Kommune og Kommuneqarfik Sermersooq fortsat har en partnerskabsaftale.
Og den tror han ikke, der vil blive ændret på ved næste fornyelse trods RAL’s exit fra Aalborg. Med cirka 2.300 grønlandske borgere i Nordjylland, hvoraf cirka 1.300 er bosat i Aalborg Kommune, har begge parter god grund til at fastholde aftalen, mener Søren Stach.
- Det har jeg svært ved at forestille mig. Man har en samarbejdsaftale til benefit (fordel, red.) for begge kommuner. Og jeg vil da tro, at den fortsætter.
Læs også RAL: Verdens havne ligger åbne for os
Selv om medarbejdere hos RAL i Aalborg risikerer at miste deres arbejde fra 2019, forventer Søren Stach dog, at kommuneaftalen er med til at forsikre blandt andet praktikpladser.
- Selvfølgelig vil der med al sandsynlighed ryge nogle praktikmuligheder. Men qua den aftale, der er mellem Sermersooq og Aalborg er der jo en aftale om at tilvejebringe praktikpladser og andre arbejdspladser. Så jeg forestiller mig ikke, at der bliver den helt store påvirkning af vores studerende.