Fortællingen om Grønland flytter sig – og kunsten går forrest
Hvis man spørger museumsdirektør Nivi Christensen, hvad kunsten egentlig kan, bliver svaret hurtigt større end selve spørgsmålet.
- Jeg syntes jo, at kunstnerne på mange måder er fremtidsforskere. Det er dem, der kan få os til at se en anden fremtid.
Kunstnerne var blandt de første til at sætte fokus på klimaforandringer og global opvarmning, fortæller hun. Og de har også været med til at åbne samtaler om emner, der i dag er en del af Grønlands politiske virkelighed: USA, Rigsfællesskabet og spørgsmålet om militær oprustning.
Hun nævner kunstprojektet Melting Barricades fra 2004, hvor kunstnerne bag, Inuk Silis Høegh og Asmund Havsteen-Mikkelsen, marcherede gennem Nuuk og værgede til et grønlandsk militær, før de invaderede København i mandskabsvogne, sejlede rundt i kajakker i kanalerne med maskingeværer, og proklamerede at Danmark nu var en del af det grønlandske rige.
- De vendte det koloniale på hovedet. Hvad betyder det at have et militær, hvad betyder det ikke at have et militær? Og så skete der alt det her i 2025 med Trump og militær oprustning. Nu bliver det jo både et billede på 2004, men også på 2025. Og også på en alternativ fremtid. Skal vi til at have et militær? Skal vi ikke? Og hvad betyder det at have et militær i Grønlandsk kontekst, spørger hun.
Et nationalgalleri med signalværdi
Nivi Christensen har været leder af Nuuk Kunstmuseum siden 2015 og tiltræder i morgen, den 1. december, som projektdirektør for Grønlands kommende nationalgalleri.
Et projekt, der har været undervejs i over 20 år. Men selvom nationalgallerier efterhånden er en ældre institutionsform, ser Nivi Christensen stadig et stærkt behov for netop sådan et sted i Grønland.
- I starten af året blev det pludselig meget vigtigt for mig, at vi fik et nationalgalleri. Da J.D. Vance var på besøg, havde jeg brug for at sige, at vi ikke er Nuuk Kunstmuseum, men et ’National Gallery’, fordi nationale institutioner har en signalværdi. Med det kan vi sige, at vi er en nation. Vi er eget land. Vi er ikke en afdeling af Danmark eller nogle andre. Og jeg har brug for den brik i det politiske spil.
I en tid, hvor Grønlands politiske selvforståelse forandrer sig, kan kulturinstitutioner dermed blive brikker i et større spil om identitet og tilhørsforhold.
Nivi Christensen elsker den ramme, fordi det giver mulighed for at samles om noget, som man i Grønland er stolt af.
Men samtidig kan hun faktisk heller ikke fordrage selvsamme ramme. Fordi når man samler noget, så ensretter man også noget.
- Vi behøver ikke alle sammen at være ens, og det er tit, det kan være bagsiden. I Danmark, der har man kulturkanonen, og det er et forsøg på at sige, at vi laver noget 'nation building' og vælger, at det er dét her, der er dansk kultur. Men det betyder også, at der ikke er plads til, at vi er mange folk med meget forskellige kulturer. Så der er også en styrke i at holde det hele lidt åbent.
For Nivi Christensen er kunsten netop det rum, hvor ingen svar er rigtige eller forkerte. Et nødvendigt fristed i et samfund, hvor facit ofte fylder mere end tvivl og nysgerrighed.
- Personligt så har kunsten altid været meget vigtig for mig, fordi kunsten er et rum, hvor der ikke er noget sandt og forkert. Jeg har altid syntes, at vi mangler rum, hvor du ikke kan gøre det forkert. På skoleområdet, er der næsten altid et facit. Og det betyder, at du kan fejle. Og vi har brug for steder i vores samfund, hvor vi ikke fejler.
Som projektdirektør for nationalgalleriet vil hun derfor skabe et fleksibelt sted, der ikke ligner de monumentale og statiske institutioner, mange forbinder med nationalgallerier.
I stedet skal det være en levende platform, der kan ændre sig med samfundet.
- Folk har et billede af, hvad et nationalgalleri er. Og er det billede, det samme billede, vi skal have hos os? Eller skal vores være noget helt andet, fordi vi har mulighed for at tænke det noget andet? Vi behøver jo ikke at kopiere det, som der er i Europa.
Fællesskab på tværs af Arktis
Som leder af Nuuk Kunstmuseum har Nivi Christensen parallelt indkøbt værker til den samling, som en dag skal danne grundlag for nationalgalleriet.
Men opgaven er angstprovokerende: At vælge, hvilke værker, og dermed hvilke historier, der kommer til at forme fortællingen om Grønland.
- Jeg har jo et håb om, at det skal være relevant. Det er det der er det vigtige for mig. Det er Grønlands Nationalgalleri. Og jeg vil argumentere for, at der er mange nationalgallerier rundt om i verden, som ikke er relevante for det sted, hvor de er. Så det skal have en eller anden stedsspecifik relevans. Og det betyder ikke nødvendigvis, at der kun skal være grønlandsk kunst. Men vi skal føle, at det har noget med vores liv at gøre. Og at det er os, der skal vælge det.
Derudover er det også første gang man får mulighed for at bestemme, hvad et nationalgalleri for oprindelige folk, på oprindelige folks jord kan være – og gøre op med de fortællinger, andre lande gennem tiden har produceret om Inuit.
- Når Inuit bliver repræsenteret, så er det jo ofte i en historisk kontekst. Hvis du går ind på Nationalmuseet i Danmark, så er historien om Inuit formidlet, som noget der ikke længere er til. Men vi ser jo også os selv som noget i fremtiden. Fordi Inuit er jo ikke forsvundet. Og vi findes også om 100 år.
Set udefra bliver grønlandsk kunst også ofte tillagt en masse tendenser. At det har med natur, afkolonisering eller klimakrise at gøre. Men for Nivi Christensen giver det slet ikke mening at beskrive feltet på den måde.
Den grønlandske kunstscene er simpelthen for lille til brede kategorier, siger hun. Tankerne kredser ikke om strømninger, men om konkrete værker og mennesker.
- De grønlandske kunstnere er så få, at når tre mennesker arbejder med en problematik, er det så en tendens, eller er det ikke en tendens? Hvis vi tænker stort, er der måske 30 professionelle kunstnere i Grønland, og det er vi nogle gange nødt til at forklare. Så det at trække en eller anden tendens ned over hovedet på nogle få mennesker, det synes jeg altid er problematisk.
For Nivi Christensen bliver det endnu et eksempel på forskellen mellem blikket udefra og blikket indefra. Hvor andre leder efter mønstre, ser hun individuelle stemmer. Hvor andre søger kategorier, ser hun forbindelser. Ikke mindst på tværs af Arktis.
Netop derfor oplever hun også, at samtaler om grønlandsk kunst er langt lettere i en arktisk sammenhæng. Mange steder i verden bliver Inuit stadig fremstillet som et folk, der hører fortiden til, andre steder skal man begynde med helt grundlæggende forklaringer af hvilket folk, vi er.
- Hvis vi skulle samarbejde med nogen i Tyskland, som ikke har nogen referencer til den ramme vi har, så er vi nødt til først at forklare, hvad Grønland er. Hvad betyder det at være et oprindeligt folk? Hvad betyder relationen til Danmark? Hvad betyder relationen til alle andre nationer? Når vi samarbejder med de oprindelige folk i Arktis, så kan vi bare starte samtalen et helt andet sted.
For nylig viste Nuuk Kunstmuseum en udstilling af Pia Arke om flytningen af folk fra Nordøstgrønland til Ittoqqortoormiit for 100 år siden. For mange andre folk kan historien virke fjern, men sådan er det ikke i Arktis. Her kan man gå direkte ind i fortællingen, siger Nivi Christensen.
- Når jeg fortæller folk fra Canada den historie, så kan de med det samme forholde sig til den. Vi har fuldstændig samme historie i Canada med Inuit, som er blevet rykket på grund af militær sikkerhed. Det er noget som har været gjort rigtig mange steder i Arktis. Det har også været gjort i Finland, Sverige og Norge i en samisk relation.
En ny fortælling om Grønland
Sammenhængen stopper ikke ved kunsten eller historien. Også institutionelt mærker Nivi Christensen et stærkere slægtskab med andre arktiske samarbejdspartnere.
Blot det at booke en flybillet til Grønland, ved de alle, er en øvelse i sig selv: Skal man østpå eller vestpå, skal man først sydpå; det er dyrt, tidskrævende og afhænger af vejret. Institutionerne er små og strukturerne anderledes. Og mens der findes mange midler til nordisk kultursamarbejde, er der langt færre støtteveje mod nord.
Alt dette skaber en fælles forståelse – men også en fælles vilje.
Når hun bliver inviteret til projekter i Danmark, lyder meldingen for eksempel ofte, at hun kan komme “når hun alligevel er i landet”. En tilgang, hun aldrig møder blandt oprindelige samarbejdspartnere i Arktis.
Her har man et ønske om en fælles relation, en forbindelse og et samarbejde.
Derfor mener Nivi Christensen også, at kunstnerne og kulturen er det, der i dag driver den arktiske samtale fremad. De åbner for alternative fremtider, ikke som utopier, men som muligheder.
Og måske er det netop her, nationalgalleriet kommer ind i billedet: Ikke som et monument over det, der var, men som et sted, hvor Grønland og Arktis kan fortælle deres egne historier, på deres egne præmisser, og lade kunsten pege mod det, der endnu ikke er blevet til.
