Aalborg Havn lægger pres på RAL med milliontrussel

Hvis Royal Arctic Line vil ud af aftalen med Aalborg Havn, så risikerer selskabet et erstatningskrav på 200 millioner kroner. Det skriver Aalborg Havn i en pressemeddelelse.
Thomas Kastrup Larsen Foto © : Aalborg Kommune
07. oktober 2016 11:13

Aalborg Havn lægger nu yderligere pres på Royal Arctic Line for at få selskabet til fortsat at benytte Aalborg Havn.

Det sker via en pressemeddelelse, hvor Aalborg Havn oplyser, at selskabets rådgivere har beregnet et erstatningskrav på 200 millioner kroner, som Aalborg Havn kan fremsætte, hvis Royal Arctic Line ikke vil overholde aftalen om at benytte Aalborg som basishavn frem til 2022.

Torsdag bekræftede direktør i RAL, Verner Hammeken, at Royal Arctic Line arbejder med en plan om ikke længere at sejle til Aalborg fra midten af 2019. Ifølge Verner Hammeken forsøger Royal Arctic Line at komme i dialog med Aalborg Havn for at forhandle en løsning.

Det er bestyrelsesformand i Aalborg Havn og borgmester i Aalborg, Thomas Kastrup Larsen, dog ikke særligt imødekommende overfor. I pressemeddelelsen fra Aalborg Havn udtaler Thomas Kastrup Larsen, at der er en bindende aftale til og med 2022:

- Derfor kan og vil vi ikke indgå i forhandlinger om tidsrammen. En aftale er en aftale, udtaler Thomas Kastrup Larsen.