Politiforening: Politikerne må sikre ligeløn til betjente

Politiets overenskomstforhandlinger med den danske stat har stået stille i et helt år. Nu vil formanden for Grønlands Politiforening have sagen på politisk niveau.
Foto © : Rigspolitiet
22. marts 2017 05:46

Én arbejdsgiver, ét ansvar, én overenskomst.

Sådan lyder målet hos Grønlands Politiforening til de overenskomstforhandlinger, som nu på andet år trækker ud med den danske stat.

- Vores hovedkrav er, at vi overgår til den danske overenskomst, så vi er lige lønnede med vores danske kolleger, siger formanden for Grønlands Politiforening, Jesper Fleischer, til KNR.

I 2015 skulle en overenskomst for alle statens ansatte i Grønland, herunder Grønlands Politi, være trådt i kraft mellem Centralorganisationen CO10, som forhandler på vegne af Grønlands Politiforening, og Moderniseringsstyrelsen under den danske stat.

Men i starten af 2016 gik forhandlingerne helt i stå og er først blevet genoptaget i januar i år.

POLITIETS LØN

Politibetjent - nyuddannet i Grønland:

Grundløn pr. år: 210.641 kr.

Udligningstillæg:  47.695 kr. 
18 % til PFA pension udregnet af udligningstillæg: 8.585 kr.
I alt: 266.921 kr.

+ nat-, søndags- og helligdagstillæg og udkaldstillæg, som er beregnet ud fra grundlønnen.

+ tjenestemandspension for Grønland. Pensionen er lavere end for tjenestemænd i Danmark.


Politibetjent - nyuddannet i Danmark:

Grundløn pr. år: 269.970 kr.
Stedstillæg minimum:  24.804,17 kr. 
I alt:  294.774,17 kr.

+ nat-, søndags- og helligdagstillæg og udkaldstillæg, som er beregnet ud fra grundlønnen.
+ tjenestemandspension for Danmark.

Kilde: Grønlands Politiforening, Danmarks Politiforbund


Staten afviser ligeløn mellem betjente
Pausen skyldtes, at Moderniseringsstyrelsen har villet vente og se, hvordan en overenskomst for offentlige ansatte under Selvstyret og de grønlandske kommuner endte i 2016.

Og ud fra dét afviser Moderniseringsstyrelsen nu i en mail til KNR, at der kan blive tale om én fælles overenskomst for politibetjente under Rigspolitiet.

- Det vil medføre en ubalance i forhold til det øvrige offentlige arbejdsmarked, dvs. Selvstyret og de grønlandske kommuner. Derfor afviser Moderniseringsstyrelsen kravet om, at polititjenestemænd (og andre statsansatte) i Grønland skal have samme løn- og ansættelsesvilkår som ansatte i tilsvarende stillinger i Danmark, skriver styrelsen.

Men det er en mærkelig tænkegang, mener Jesper Fleisher. Særligt, når politiuddannelserne i Grønland og Danmark er ens.

- Hvis man er ansat i det samme firma, laver det samme arbejde og har det samme ansvar, så er det en hel naturlig tankegang for os i hvert fald, at man også har samme overenskomst som vores danske kolleger. 

Politiformanden påpeger, at politiet i Grønland har 40 timers arbejdsuge mod 37 timer om ugen i Danmark. Desuden løfter det grønlandske politi opgaver for bl.a. Rigsombuddet og i retterne, som politiet i Danmark ikke har. Omvendt har Grønlands Politi færre opgaver inden for fx færdselslovens område.


Ministre må snakke sammen

I et paragraf 37-svar om lønforskellene inden for Grønlands Politi, skriver naalakkersuisoq for justitsvæsen, Sara Olsvig, til Anthon Frederiksen fra Partii Naleraq, at hun vil vende sagen om lønforskellen med den danske justitsminister.

Og det er nødvendigt, mener Jesper Fleisher. Selv om der i Danmark er tradition for, at politikere ikke blander sig i arbejdsmarkedets overenskomster. 

- Der er trods alt gået 56 år, hvor man fra Grønlands Politiforenings opstart har krævet samme vilkår som vores danske kolleger. Og efter 56 år så synes jeg, at det er på tide, at man også tager den op på politisk niveau, siger Jesper Fleischer.

I det danske regeringsgrundlag  står, at regeringen "vil arbejde for en standard på danske ansvarsområder på Færøerne og i Grønland, som svarer til standarden i Danmark, med de særlige fravigelser, der kan begrundes i de færøske og grønlandske forhold.”

Alligevel tør Jesper Fleisher ikke lægge for meget i regeringens ord.

- De udmeldinger, jeg ind til videre har hørt fra Politiforbundet (i Danmark, red.), giver ingen grund til at være optimistisk. Desværre, siger han.

Næste forhandlingsmøde mellem CO10 og Moderniseringsstyrelsen er torsdag i denne uge.