Døgnrapport: Tre indbrud i Sisimiut og en mindre eftersøgning til havs
Sent onsdag aften meldte Arktisk Kommando til Grønlands Politi, at der var set en nødsignal i buksefjorden. Ingen personer blev fundet ved den efterfølgende eftersøgning, så den blev sat på standby, fortæller vagtchef Thomas Jeppesen.
- Eftersøgningen er sat på standby for nu, men hvis der kommer noget nyt, der gør, at vi skal genoptage den, gør vi selvfølgelig det, slår vagtchefen fast.
Nødsignalet blev set ved Rype øen i Buksefjorden, fortæller han.
Spirituskørsel
Derudover er en mand blevet anholdt for spirituskørsel i Nuuk. En borger så manden og en bil i grøften omkring klokken 01.35. Da politiet kom frem til stedet, blæste manden i et alkometer, der viste 1,84.
Manden er nu i politiets varetægt, fortæller vagtchefen.
Indbrudsbølge fortsætter
I Sisimiut har natten været præget af indbrud, fremhæver vagtchefen. I løbet af natten er der begået tre indbrud i byen.
Det første indbrud blev anmeldt klokken 04.36. Indbruddet blev begået i Pisiffik, og tre personer blev set løbe fra stedet.
- Der er ingen anholdelser til hændelsen, men da politiet runder for at lede efter gerningspersonerne, opdager de et nyt indbrud, siger Thomas Jeppesen.
Denne gang mod KNI Engros i byen, og igen klokken 06.58 får politiet en anmeldelse om et indbrud i byens forsamlingshus, der er blevet opdaget af en rengøringsdame.
Om det er samme gerningspersoner, der har begået alle tre indbrud, ved politiet endnu ikke.
- Men det er sammenfaldende, at der er begået tre indbrud den samme nat, og at tre personer er løbet fra det første.
- Vi har en hypotese om, at det er de samme, der står bag, og det er også det, vi arbejder ud fra, men det er ikke noget vi har slået os fast på, siger vagtchef Thomas Jeppesen.
Hvad der er motivet bag indbruddene, og om de ukendte gerningsmænd har fået noget med fra stederne, nævner vagtchefen ikke.