Polar Seafood klager over påbud om at tømme sunket trawler for olie

Skal Polar Seafood tømme den sunkne trawler Polar Aassik, der ligger på 300 meters dybde, for olie? Ikke hvis man spørger selskabet selv. Det har netop klaget over Selvstyrets krav.
En omfattende brand var skyld i, at Polar Aassik sank 17. marts. Foto © : Arktisk Kommando
29. juni 2021 08:55

Selvstyret har givet Polar Seafood frem til udgangen af juni, før den den sunkne trawler Polar Aassik skal være tømt for olie.

Men kort før deadline har trawler-ejeren valgt at klage over påbuddet til Klageudvalget vedrørende Miljøbeskyttelse. 

Det bekræfter Henrik Leth, der er bestyrelsesformand i Polar Seafood, overfor KNR.

Det er - ifølge selskabet selv - nemlig slet ikke muligt at få olien ud.

- Vi har haft en større operation deroppe med undervandsdroner, og der kan vi se, at det ikke er fysisk muligt at få adgang til tankene. 

- Derfor vil det ikke være muligt at hæve olien med de teknologier, vi kender i dag, siger han. 

Føler du ikke, at I har et ansvar for at få denne her olie op?

- Det er ikke, fordi vi ikke vil. Men det kan ikke lade sig gøre, siger Henrik Leth. 

Bestyrelsesformanden afviser at svare på flere spørgsmål.

Klagen resulterer i, at sagen står stille, til udvalget har behandlet den. Hvornår det bliver, er endnu uvidst.

LÆS OGSÅ Selvstyret tvinger Polar Seafood til at tømme sunket trawler for olie

Trawleren ligger på havets bund ud for Qasiannguits kyst. Det har den gjort, siden den sank 17. marts - altså for mere end tre måneder siden.

Ombord på skibet var omkring 50.000 liter olie, og en del af det er siden sevet ud og har bredt sig på vandoverfladen.

Grønland står selv for at bekæmpe olieforurening indenfor den såkaldte tredje sømilegrænse - altså i de kystnære områder - hvor Polar Aassik sank. 

Selvstyret har dog været nødt til at få hjælp fra Arktisk Kommando til at overvåge forureningen og tage prøver.

Ingen olie på overfladen i to uger

Længe efter, at trawleren sank, var der olie på vandet, men lige nu er der intet tegn på, at der siver olie ud fra skibet. Sådan har det faktisk været i flere uger.

Det fortæller Dan B. Termansen, der er vicechef i Arktisk Kommando. 

- De seneste 14 dage har vi ikke set noget olie på overfladen. Vi kan ikke med sikkerhed sige, om det ikke siver mere, eller om det bare ikke er kommet op til overfladen, siger han. 

Hvor meget olie, der allerede er sivet ud, er dog svært at svare på:

- Det er meget vanskeligt at sige. Det er meget grove estimater, som vi arbejder med. Vi formoder, at der var omkring 50.000 liter dieselolie i tankene plus lidt hydralik og noget smørreolie, da skibet gik ned. 

- Baseret på det, vi ved i dag, formoder vi, at der stadig er en hel del olie tilbage i vraget. 

LÆS OGSÅ Polar Aassik står ret og op på havbunden og lækker olie 

Hvor meget er det cirka?

- Det er nok stadig tæt på 50.000 liter olie. Baseret på det, vi har set på overfladen, er det en meget lille del, vi har set. 

Kan du komme det lidt nærmere? Taler vi 100, 1000 eller 5000 liter olie?

- Det er svært at estimere, men det ligger nok omkring det. 

Vicechefen vurderer da også, at det vil være sin sag at tømme trawleren indenfor tidsfristen:

- Vi har fået at vide, at det er en meget kompliceret operation, fordi trawleren ligger nede på 300 meters dybde. Det er ikke prøvet før ret mange steder at tømme olie fra de dybder. 

- Nu her sidst på måneden er den 30. juni en noget optimistisk tidslinje. Det er en meget kompliceret opperation, siger Dan B. Termansen.