Paul Watson skal være tilbageholdt i Nuuk til 5. september

Den 73-årige aktivist er blevet fremstillet igen i Retten i Grønland her til formiddag.
Paul Watson på vej ud af kredsretten i håndjern efter fristforlængelsen. Foto © : Carsten Faurschou/KNR
Skrevet af Christine Hyldal
15. august 2024 12:12

Miljøaktivisten Paul Watson skal fortsætte med at være tilbageholdt i Nuuk. 

Det er netop kommet frem i Retten i Grønland i Nuuk, hvor hans tilbageholdelse er blevet forlænget til 5. september i år. 

Den 73-årige aktivist er blevet fremstillet igen her til formiddag efter at have været tilbageholdt siden 21. juli. Han var ved at tanke sit skib i Nuuk, da han blev anholdt samme morgen.

Watson skal altså være tilbageholdt i tre uger mere. Ifølge Grønlands Politi sker det for "at sikre hans tilstedeværelse i forbindelse med, at der skal tages stilling til spørgsmålet om udlevering".

Mariam Khalil, chefanklager ved Grønlands Politi. Foto © : Carsten Faurschou/KNR

Og tre uger var lige præcis det, som anklagemyndigheden argumenterede for. Det siger chefanklager Mariam Khalil:

- Vi har ikke grund til andet end at være tilfreds. Der er en udleveringsanmodning fra Japan, og der er risiko for flugt, siger hun til KNR.  

Paul Watson har kæret beslutningen til Grønlands Landsret, der herefter skal tage stilling til sagen.

Japan vil have Watson udleveret

Hans forsvarer er alt andet end tilfreds med udfaldet af dagens retsmøde. 

Paul Watsons forsvar, Julie Stage, er ikke tilfreds med den forlængede tilbageholdelse af sin klient. Foto © : Carsten Faurschou/KNR

- Vi mener, at det er uacceptabelt, at vi ikke kan få lov til at vise den dokumentation og de videooptagelser, som vi er i besiddelse af under dagens retsmøde, siger Julie Stage.

- Vi mener også, at det var uacceptabelt, at der ikke var en tolk til stede, som kunne oversætte. Vi opfordrer Justitsministeriet til hurtigst muligt at afvise Japans anmodning om udvisning. Vores klient skal heller ikke behandles som en forbryder og køres rundt i håndjern.

Paul Watson er blandt andet sigtet for at gøre skade på en anden person, og det kan straffes med op til 15 års fængsel i Japan. Men det afviser forsvareren totalt. 

- Der er ingen hold i sigtelserne mod Paul Watson, de har ingen hold i virkeligheden. De er konstruerede til lejligheden af Japan, som har et formål, og det er at stoppe Paul Watsons aktivisme, siger hun uden for retsbygningen. 

Vil ikke udleveres til Japan

Den canadisk-amerikanske miljøaktivist blev anholdt en tidlig julimorgen på kajen i Nuuk på grund af en international arrestordre fra Japan fra 2010. Dansk politi hjalp til med anholdelsen.

International arresteordre

* Kommerciel hvalfangst blev i en international aftale i 1986 gjort forbudt. Japan tilsluttede sig aftalen, hvis formål er at redde hvalarter fra at uddø.

* Efter aftalen har det fortsat været tilladt for oprindelige folk at fange hvaler, mens også fangst til videnskabelige formål har været tilladt.

* Japan har derfor fortsat deres hvalfangst med det argument, at det er med et videnskabeligt formål. Flere grupper af aktivister mener dog, at det er løgn - at det rent faktisk er kommerciel hvalfangst - og har derfor forsøgt at forhindre de japanske skibe i at fange hvaler.

* Striden mellem Japan og Paul Watson eskalerede i 2010. Ifølge Japan beskadigede Watson her et skib til hvalfangst og overfaldt samtidig en del af besætningen på skibet.

* I 2012 blev der af den grund gennem Interpol udsendt en international arrestordre på Paul Watson.

Japan vil nemlig retsforfølge Watson for en hændelse i Antarktis, hvor japanske hvalfangere var i færd med at fange hvaler.

Myndighederne i Japan mener, at miljøaktivisten overfaldt hvalfangerne og hindrede dem i deres foretagende.

Videofil

Paul Watson bliver ført ind i retsbygningen i Nuuk. Video: Carsten Faurschou/KNR

 

Japan har sendt en anmodning til Danmark om at udlevere Watson. Det er Justitsministeriet, der skal tage stilling til det.

Watson selv ønsker ikke at blive udleveret, og hans advokater mener, det vil være et brud på EU-konventioner.

Var på vej til Nordvestpassagen

Paul Watson havde sat kursen mod endnu en aktion mod japanske hvalfangere, da han blev anholdt. Han ville sejle gennem Nordvestpassagen og efter sigende ville han bare tanke brændstof i Nuuk. 

Watson er medstifter af Greenpeace, som han ikke længere er en del af, og stifter af organisationen Captain Paul Watson Foundation.

Skibet John Paul Dejoria, som Paul Watson blev anholdt på i Nuuk. Foto © : Karolina J. Josenius/ KNR