Ny aftale sikrer Sarfaq Ittuk i to år mere – men skibets fremtid er stadig uvis
Naalakkersuisut fortæller i en pressemeddelelse, at de har indgået en ny servicekontrakt med Arctic Umiaq Line.
Det betyder, at ruten med kystskibet Sarfaq Ittuk nu er sikret for 2026 og 2027.
Taitsianguaq Olsen, der er administrerende direktør for Arctic Umiaq Line, fortæller, at han er glad for den nye aftale.
- Vi er fra Arctic Umiaq Line glade for, at vores servicekontrakt med Grønlands Selvstyre er forlænget. Servicen bliver en ugentlig frekvens sejlads mellem Qaqortoq og Ilulissat, som vores kunder efterspørger.
Forældet skib
Tilbage i august kunne KNR berette, at Sarfaq Ittuk med sine 34 år nu er blevet for gammelt.
Dengang nævnte den administrerende direktør, at skibet skal udskiftes, hvis ruten skal sikres på længere sigt.
Arctic Umiaq Line oplyser til KNR, at det vil kræve en servicekontrakt på minimum 15 år at finansiere bygningen af et nyt skib.
Og selve bygningen vil tage omkring to år.
Ligeledes udtalte Taitsianguaq Olsen, at det i 2020 virkede til, at politikerne ville stoppe sejladsen, i takt med at de nye lufthavne i Nuuk og Ilulissat åbner.
Naalakkersuisut skriver da også i dagens pressemeddelelse:
- Det vil derfor være nødvendigt at kende og forstå disse ændringer, før beslutninger om fremtiden kan træffes.
Usikker fremtid
Selvom det endnu er usikkert, hvad fremtiden bringer for ruten, så er er Aqqaluaq B. Egede (IA), naalakkersuisoq for infrastruktur og yderdistriker, glad for nu.
Han lægger særligt vægt på den historiske betydning.
- Sarfaq Ittuk har en historisk betydning i landet og har igennem en lang årrække sikret sammenhængskraft og prisvenlig passagerbefordring til glæde og til gavn for det grønlandske samfund og vores besøgende turister.