Parasitforsker giver råd om rå fisk

For tiden er det sæson for at spise både laks og ørred. Men pas på med at spise dem rå, siger parasitforsker Kurt Buchmann fra Københavns Universitet.
10. september 2014 09:52

- Der findes en række forskellige parasitter, men mange af dem er fuldstændig uskadelige for mennesker. Men der findes faktisk en fyr på nogle få millimeter, men den kan altså vokse og nå en betydelig længde i tarmen hos mennesker, der bliver inficeret.

Flere forskellige ormetyper i grønlandske fisk
Der er både rundorm, sildeorm, torskeorm og leverorm i grønlandske fisk, og hvis du spiser fisken rå, så kan den flytte til din krop. Professor Kurt Buchmann forsker i parasitter, og han har selv undersøgt fisk fra Grønland. Risikoen er især i laks, ørred og torsk, siger han, fordi de alle kan spises rå i forskellige retter.
 
Der findes en anden orm, som godt kan lide at bo og sprede sig, når den er nået til maven i en hval eller en sæl. Ankommer den til en menneskemave, så tror den af og til, den er i en hval eller en sæl, fortæller Kurt Buchmann.
 
- Og så vil den blive aktiveret, og den kan finde på at bore sig ind i mavevæggen eller igennem tarmvæggen. Specielt sildeormen kan ved gentagne infektionstilfælde give anledning til nogle smertefulde reaktioner i tarmsystemet.

Hjælp at hente, hvis det skulle gå galt 
Får du kvalme, mavepine eller opkast på grund af parasitter, kan du let få en ormekur hos lægen, siger forskeren. Endnu er ingen døde af fiskeparasitter i Rigsfællesskabet.
 
Kurt Buchmann har et godt råd til dig, hvis du er fan af fisk helt rå.
 
- Opbevar produktet ved minus 20 grader i 24 timer, så slår I ormen ihjel, og så kan I spise sushi til I revner.

Frys fisken ned, inden du spiser den rå 
Mange har frysere, der kun går ned til minus 14 eller minus 18. Det betyder, at den rå fisk skal ligge et par dage længere, før parasitterne er helt døde, siger professoren.

Men kan man ikke holde fingrene fra den rå friske fisk og vil man straks skære den i tern og spise den som sushi med wasabi, så er der en anden løsning.

- Hvis du ikke ønsker at hverken kulde- eller varmebehandle din fisk og skal have rå fisk, koste hvad det vil, så vil jeg anbefale, man bruger en god lup og undersøger fileten først. Sildeormen vil kunne ses, den er fra en centimeter og op til tre centimeter lang og lidt gennemsigtig, siger professoren.