29-årig mand anholdt i sag om mistænkeligt dødsfald
Grønlands Politi havde hele torsdag afspærring omkring en adresse i Nuuk.
Årsagen er, at politiet natten mellem onsdag og torsdag fik en anmeldelse om en livløs person på stedet.
Det oplyser politiet i en pressemeddelelse torsdag aften, hvor de også skriver, at en 29-årig mand er blevet anholdt og fremstillet ved Sermersooq Kredsret. Helt præcist, hvornår manden blev anholdt, skriver politiet ikke, men fremstiligen torsdag aften endte med, at manden nu er tilbageholdt i 28 dage.
- På grund af omstændighederne og de foreløbige undersøgelser efterforsker politiet det som et mistænksomt dødsfald, skriver politiet i pressemeddelelsen.
De har ikke yderligere kommentar til sagen, afslutter de pressemeddelelsen