Ny hjemmeside giver gratis hjælp til at håndtere angst

Problemer med angst er ganske udbredt især blandt unge studerende. Men nu er der gratis hjælp til selvhjælp at hente på en ny hjemmeside.
Christine Tønnesen er centerleder for AQQUT, der netop har lanceret hjemmesiden mindhelper.gl, som skal hjælpe personer, der lider af angst. Foto © : Privat
01. februar 2024 07:52

Hjertebanken, katastrofetanker, rystelser i kroppen eller en følelse af at være ved at dø. Alene tanken om en tur i supermarkedet eller med bussen kan være uoverskuelig, hvis man lider af angst. Men nu er der hjælp at hente i et nyt og gratis online-tilbud, som kan hjælpe personer med angst med at lære at håndtere den.

Det findes på hjemmesiden mindhelper.gl, der netop er gået i luften. Her kan man blandt andet deltage i et forløb, hvor man gennem en række videomoduler får konkrete redskaber og øvelser til at forstå og håndtere angst. Herudover finder man også en guide til bedre selvomsorg, mindfulness-øvelser, der kan hjælpe med at tage kontrollen over tankerne og følelserne tilbage.

Projektet er iværksat af AQQUT, der er en underliggende enhed til Departement for Uddannelse, Kultur, Idræt og Kirke, som blandt andet driver den landsdækkende studenterrådgivning. Her oplever man nemlig, at udfordringer med angst fylder rigtig meget blandt dem, der søger vejledning.

- Vi oplever, at langt de fleste af dem, vi har gennem et forløb, berører spørgsmål om, at de har angst i en eller anden grad, siger Christine Tønnesen, der er centerleder for AQQUT.

Hvad er angst?

Angst er en naturlig reaktion på noget, der føles farligt, men for nogle personer løber den løbsk og udvikler sig til reel sygdom. 

Den findes i mange grader fra let nervøsitet til frygten for at være ved at dø.

Personer med angst kan både have fysiske og psykiske symptomer. 

Typiske tegn på angst kan blandt andet være hjertebanken, sveden og rysten, svimmelhed, uro og ængstelige tanker, vejrtrækningsproblemer, sortnen for øjnene, trykken for brystet eller ondt i maven. 

Kilde: psykiatrifonden.dk


Mange kan selv lære at håndtere angsten

- Problemet i det hele taget med angst er, at det kommer fra tankerne og tanken om, at ”det vil jeg ikke opleve igen”, eller tanken om at det kan ske. Sådan nogle tanker fylder enormt meget hos dem, der har angst, forklarer centerlederen.

Derfor handler det altså især om at lære at håndtere og reagere på de tanker, der medfører angst, inden de løber løbsk. Og det er her, at for eksempel mindfulness-øvelser kommer ind i billedet.

- Der kan være rigtig mange forskellige symptomer, som gør at man oplever angst. Nogle har tilbagevendende angst, nogle har angst en gang imellem, nogle har forskellige former for angst. For eksempel angst for at være blandt folk eller angst for at opleve det samme, som man har oplevet tidligere, siger Christine Tønnesen og fortsætter:

- Men hvis man lærer at få sig selv ned på jorden, vil det være en kæmpe hjælp for rigtig mange mennesker.

Tilbuddet udvides på sigt

Selvom kræfterne bag hjemmesiden håber og forventer, at den vil kunne hjælpe rigtig mange med at håndtere angst, er det dog ikke tanken, at den skal erstatte fysiske og personlige rådgivningssamtaler. Mindhelper.gl er tiltænkt som et supplement til tilbud om samtaler med psykoterapeuter og psykologer.

For nuværende er det primært personer, som søger hjælp gennem studenterrådgivningen, der vil blive henvist til den nye hjemmeside, men alt indhold ligger frit tilgængeligt online til alle.

Planen er også, at mindhelper.gl på sigt skal udvikles til også at indeholde hjælperedskaber til flere ting end angst. Det vil man i AQQUT tage stilling til i løbet af 2024.