Ditte Sorknæs Ny direktør skal skaffe flere sælskind
På trods af succes og gode tendenser er der stadig nok at tage fat på for en ny direktør i Great Greenland, mener den afgående direktør. Ditte Sorknæs håber, at hendes efterfølger bliver en, der er dygtig til drift, og en som kan mindske gabet mellem antal skind, der indhandles og den efterspørgsel, der er på markedet.
- Hvis jeg skal sige noget, som jeg ikke har fået styr på, så er det indhandlingen, som fortsat går ned af, siger hun.
LÆS OGSÅ Great Greenland kan ikke hjælpe med eftertragtet sælskind
Siden februar 2016 har Ditte Sorknæs siddet for enden af bordet i en af landets vigtigste virksomheder - og hun har gjort det godt. Et underskud på omkring 25 millioner kroner i 2015 og en længere årrække med røde tal på bundlinjen blev vendt til et lille overskud på 633.000 i 2016. Og netop det gør valget om at stoppe nemmere, siger den afgående direktør.
- Nu er vi der, hvor vi gerne ville være. Nu har vi styr på de her ting, og nu er der styr på virksomheden. Nu kører det godt, siger hun.
Det at få styr på økonomien, få en EU mærkningsordning og få styr på salgsledet, har været de 3 hovedmål, som nu er nået, fortæller Ditte Sorknæs. Men succes kan på samme tid gøre beslutningen svær.
- Et eller andet sted ville det også være rigtig fedt at sætte sig ned og begynde at høste roserne af alt det arbejde, vi har udrettet de sidste to år, siger hun.
LÆS OGSÅ Great Greenland leverer markant fremgang
Prisen for succes
Men der er også en pris for at være succesfuld chef i en stor virksomhed.
- Det har nogle rigtigt store personlige omkostninger med sådan et job. Jeg har jo en familie og så videre, siger direktøren.
Ditte Sorknæs, der er mor til to børn på 6 og 9 år, understreger, at det ikke kom som en overraskelse med de mange rejsedage
- Det er bare vigtigere nu. Det er sådan en prioriteringsting. Ens prioriteringer kan ændre sig, fastslår Ditte Sorknæs.
Den afgående direktør kigger tilbage på de 2 år i chefstolen og understreger, at ingen i firmaet er kommet sovende til den nuværende succes
- Det har været en total hvirvelvind. Der har virkelig været tryk på, ikke bare for mig, det har der også været for medarbejderne i Great Greenland, siger den afgående direktør for Great Greenland, Ditte Sorknæs.
Ud over hårdt arbejde, så mener hun, at ærlighed overfor samarbejdspartnere og andre interessenter, analytisk tilgang til prioriteringer både maskinelt og menneskeligt samt rigtige investeringer er skyld i de positive tendenser, der er i Great Greenland nu.
LÆS OGSÅ Great Greenland igen med utilfredsstillende regnskab