Great Greenland igen med utilfredsstillende regnskab

Det usikre verdensmarked for pelse har betydet, at Great Greenland har haft problemer med at få afsat sine garvede skind.
Foto © : Google Stretview
07. juni 2016 15:21

Det afspejler sig i selskabets årsregnskab for 2015, som endte med et underskud på 24,3 millioner kroner.

Oveni kommer den store usikkerhed, der har været i forbindelse med den nye EU-forordning omkring den såkaldte inuit-undtagelse, der dog fortsat giver Grønland mulighed for at indføre sælprodukter på EU-markedet, skriver Great Greenland i en pressemeddelelse.

Læs også Great Greenland ser lyst på fremtiden

Men undtagelsen har ikke afhjulpet den negative udvikling for Great Greenland, som har været en realitet siden 2009, skriver selskabet videre.

Selskabet havde sidste år også større omkostninger til driften samt færre indhandlede skind med faldende kvalitet.

Årets resultat, som blev godkendt på selskabets ordinære generalforsamling i dag, betragtes derfor som utilfredsstillende både af Naalakersuisut og af Great Greenland.