Krydstogtsæsonen er i gang: Nu ruller millionerne ind i nye passagerafgifter
Rettelse: Det har tidligere fremgået, at krydstogtskibet MSC Poesia ville lægge til kaj i Nuuk i denne uge. Skibet har dog efterfølgende aflyst sin ankomst. På grund af en teknisk fejl fremgår skibet forsat på Visit Greenlands cruise call list.
Krydstogtsæsonen er nu i gang, og det betyder i år flere penge til både kommunerne og landskassen end tidligere.
Ved årsskiftet blev der nemlig indført nye passagerafgifter, der betyder, at krydstogtskibene skal betale ekstra, hver gang de anløber en havn her i landet.
Med de krydstogtsanløb, der indtil videre er registreret hos Visit Greenland for i år, vil de nye afgifter generere cirka 17 millioner kroner ekstra til landskassen. Det viser KNRs beregninger.
Samtidig kan kommunerne se frem til mere end 18 millioner kroner i et nyt miljø- og vedligeholdelsesgebyr. Penge som skal investeres lokalt i turismen igen.
Skal gavne både turister og lokale
Kommune Kujalleq er den kommune, der står til at få klart flest krydstogtturister i år.
Ifølge Visit Greenlands registrering kan kommunen se frem til op mod 178.000 ilandsættelser– og dermed også lige knap ni millioner kroner i indtægter fra det nye miljø- og vedligeholdelsesgebyr.
Og det glæder Sarah Woodall, der er turistchef i erhvervsorganisationen Innovation South Greenland, at krydstogtturisternes tilstedeværelse vil have mere økonomisk gavn for regionen.
- Vi er rigtig spændte på de nye indtægter, der genereres her i vores region. De kan virkelig støtte nogle forbedringer og den basale turistoplevelse, der er her, siger hun.
Ifølge Sarah Woodall skal Innovation South Greenland være med til at vurdere, hvordan pengene i Kommune Kujalleq skal bruges til næste år. Og her er bedre landgangsfaciliteter og toiletforhold højt på ønskelisten.
Men også bedre skiltning og turistinformation bør prioriteres højt, mener hun.
- Vi håber, at bedre formidling og information om hvor turisterne kan gå hen, vil hjælpe med at fordele dem fysisk i byerne. Og det skal afhjælpe det pres, der er midt i en by eller et havneområde.
Det vil nemlig være til gavn for både turisterne og de lokale. Og det er vigtigt, mener turistchefen.
- Turistoperatørerne er selvfølgelig glade for turisterne, fordi de tjener på dem. Men det lokale samfund skal også være glade for turismen, selvom de ikke er direkte involveret i turistoplevelsen selv.
Allerede nye toiletter på vej
Selvom kommunerne først kan bruge indtægterne fra de nye gebyrer i næste års budget, har man i Kommune Kujalleq allerede i år valgt at forbedre turistoplevelsen i flere af byerne.
Kommunen har nemlig besluttet at etablere nye toiletter i Qaqortoq, Narsaq og Nanortalik.
For krydstogtturisterne skal kunne mærke, at der sker forbedringer, fortæller Sarah Woodall.
- Vi er opmærksomme på, at når krydstogtfirmaerne er begyndt at skulle betale ekstra, så vil de også have noget tilbage. De vil kunne mærke med det samme, hvad deres penge går til. Derfor har vi allerede i år søgt mikroinfrastrukturpuljen for at kunne investere i toiletfaciliteter, som er klar til sommer.
- Så skibene og turisterne kan allerede til sommer mærke, at der gjort noget for de penge, som de pludselig skulle betale, siger hun.
Ifølge referatet fra det seneste kommunalbestyrelsesmøde i Kommune Kujalleq skal driften af toiletterne fremover betales af indtægterne fra det nye krydstogtsgebyr.