Nikkulaat Jeremiassen er ny formand for Grønlands fiskere og fangere

Henrik Sandgreen er blevet vippet af pinden som formand for KNAPK. To medlemmer af Inatsisartut for Siumut har sat sig på formandskabet i fisker- og fangerorganisationen KNAPK.
Nikkulaat Jeremiassen er ny formand for KNAPK. Foto © : Malik Brøns // KNR
04. oktober 2021 12:07

I weekenden afholdt fisker- og fangerorganisationen KNAPK generalforsamling, og det gik ikke stille for sig.

Formanden gennem mere end 8 år, Henrik Sandgreen, blev væltet af posten af tidligere naalakkersuisoq for fiskeri- og fangst og nuværende medlem af Inatsisartut for Siumut, Nikkulaat Jeremiassen.

Han tog en overvældende sejr, hvor han fik 16 af de i alt 25 stemmer til formandsvalget.

Henrik Sandgreen fik 6 stemmer, mens den tredje formandskandidat, Jens Lyberth, fik 3 stemmer.

LÆS OGSÅ SQAPK vil have flere kvoter til det kystnære fiskeri efter hellefisk

- Jeg er taknemmelig for at blive valgt, selvom jeg ikke kendt i forbundet i forvejen, siger Nikkulaat Jeremiassen til KNR.

Samtidig betyder formandsposten, at han trækker sig fra Inatsisartut. Her var han kaldt ind som suppleant for Kim Kielsen.

- Da det er umuligt i forhold til organisationens vedtægter, forklarer han.

Uro i fiskeriet efter betænkning

Formandsvalget sker efter en begivenhedsrig tid i fiskeriet, hvor Fiskerikommissionen har afleveret dets betænkning til Naalakkersuisut efter mere end to års arbejde.

Den indeholder en række anbefalinger til en ny fiskerilov, der skal være med til at modernisere fiskeriet og skabe et bæredygtigt fiskeri blandt andet ved at nedsætte antallet af fiskere i det kystnære fiskeri efter hellefisk og torsk.

LÆS OGSÅ Fiskerikommission anbefaler at trimme fiskerne: Der skal være nok til vores børn og børnebørn

Henrik Sandgreen har været åben for kommissionens anbefalinger, som han selv har været med til at udforme. Omvendt har den konkurrerende fiskerorganisation SQAPK talt mod en del af anbefalingerne på trods af, at SQAPK også har været med i kommissionen.

Det har blandt andet ført til en mindre medlemsflugt fra KNAPK, hvor flere medlemmer vil skifte til SQAPK.

- Min vigtigste opgave bliver at få igangsat de opgaver, som generalforsamlingen har pålagt os, siger Nikkulaat Jeremiassen og uddyber:

- Dernæst bliver det at arbejde for, at medlemmerne vender tilbage til organisationen, da medlemsflugten er tydelig.

Siumut sidder på formandskabet

Nikkulaat Jeremiassen er ikke det eneste medlem af Inatsisartut, som nu er en del af topledelsen i interesseorganisationen.

Ved generalforsamlingen blev Siumuts Aslak Jensen nemlig valgt ind som næstformand.

LÆS OGSÅ Fiskerikommissionen har godt øje til afgifter på fiskeriet

Derved er ledelsen i KNAPK fuldt besat af medlemmer af Siumut.