Naalakkersuisut udskyder udskældt betalingssystem
I en pressemeddelelse skriver naalakkersuisoq for finanser, at Naalakkersuisut har besluttet ikke at fremsætte lovforslaget om Ilanngaassivik på den kommende efterårssamling.
Ilanngaassivik er et system, hvor borgernes gæld, husleje og regninger automatisk bliver trukket fra borgernes løn inden lønnen bliver udbetalt.
LÆS OGSÅ Din løn skal indbetales i offentligt system
Systemet er et forsøg på at nedbringe den enorme gæld, der er til det offentlige. Men systemet er blevet kritiseret fra flere sider, blandt andet fra GE, SIK, Demokraterne og Atassuts Ungdom.
Og nu kommer der altså også til at gå noget tid, før systemet kan blive virkelighed. Naalakkersuisut udsætter lovforslaget for at gøre flere forberedelser og undersøgelser.
LÆS OGSÅ Ilanngaassivik skal ikke gælde for alle
Blandt andet skal det afdækkes nærmere hvilke IT-mæssige forudsætninger og praktiske arbejdsgange, som er nødvendige for at betalingssystemet kan fungere fra begyndelsen.
Og ifølge Naalakkersuisut vil det også være nødvendigt med grundigere informationsindsats, inden lovforslaget om Ilanngaassivik kan fremsættes.
LÆS OGSÅ Ilanngaassivik er ikke en god løsning
Det er forventning, at lovforslaget om betalingssystemet skal fremsættes på en senere samling. Men det bliver tidligst på efterårssamlingen i 2018 oplyser Naalakkersuisut, der vil tage stilling til det i løbet af næste år.
Hvis Naalakkersuisut og Inatsisartut til den tid godkender forslaget vil Ilanngaassivik tidligst kunne få virkning fra og med 2019.
I mellemtiden vil Naalakkersuisut fortsat overveje og om muligt lave andre tiltag, der vil være egnede til at nedbringe den store gæld til det offentlige.
LÆS OGSÅ Hvem kan leve for 3.000 kroner om måneden?
LÆS OGSÅ IT-projekter kan gå galt