IT-professor: IT-projekter kan gå galt
Sådan lyder advarslen fra en professor, som har kendskab til mange kuldsejlede IT-projekter i det offentlige.
- Der er mange ting, der kan gå galt. Men en vigtig ting er at finde ud af, hvem det er, der skal bruge det her system, siger Søren Lauesen, som er professor på IT Universitetet i København.
I tilfældet med Ilanngaassivik skal arbejdsgiverne indbetale medarbejdernes løn på konto hos det offentlige, hvorfra regninger som husleje, el, varm, og daginstitutioner bliver trukket, før lønnen bliver udbetalt til medarbejderen.
LÆS OGSÅ Din løn skal indbetales i offentligt system
Brugerne skal inddrages
Hvis man ikke allerede til at starte med inddrager alle dem, der i fremtiden skal bruge det kommende it-system, kan det ifølge professoren gå helt galt.
- Det bliver, at man får et system, som ikke kan bruges af dem, det er tiltænkt. Fordi de ikke kan finde ud af det eller fordi, at det er for besværligt.
I Danmark skulle et it-system gør det lettere at inddrive borgernes gæld til både staten, kommuner og andre myndigheder. Men det såkaldte EFI-system endte i en stor skandale.
Ifølge en rapport fra revisionsfirmaet PwC kan det komme til at koste det danske samfund 80 milliarder kroner ud af i alt 100 milliarder kroner, som danskerne skylder i skat, parkeringsafgifter, fartbøder, moms og licens.
- Det er en af Danmarks største IT- katastrofer, lyder det fra Søren Lauesen.
LÆS OGSÅ Danskerne skylder knap 83 milliarder til det offentlige
Skal lære af de dårlige eksempler
Ifølge professoren er EFI-systemet netop et skoleeksempel på, hvor galt det kan gå, hvis man ikke har gjort forarbejdet godt nok.
I Danmark glemte man noget så banalt som at undersøge, om det overhovedet var en lovlig måde at inddrive gæld på.
- Så på et sent tidspunkt efter, at det var sat i drift, var der nogle der sagde. Jamen det er da helt ulovligt, man må slet ikke indeholde løn på den måde. Så gik der panik i det hele.
Hvis fejl og mangler først opdages på et sent tidspunkt i processen, kan det ifølge Søren Lauesen blive en dyr affære at rette op på.
Og i værste fald kan det ende med, at man ligesom Skat i Danmark, bliver nødt til at opgive IT-systemet helt og starte forfra.
Derfor har Søren Lauesen et godt råd til Selvstyret, hvis de vil undgå en lignede skandale som i Danmark.
- Det er at læse den rapport, jeg har skrevet om, hvad der gik galt med den elektroniske tinglysning og med gældsinddrivelsen, siger professor på IT-Universitet Søren Lauesen.