Lovforslag: Din løn skal indbetales i offentligt system
I fremtiden bliver din løn måske indbetalt på en konto hos det offentlige, før du selv får glæde af pengene.
Et system kaldet Ilanngaassivik, der skal drives og administreres af de offentlige myndigheder, skal nemlig sikre, at folk betaler husleje, el, varme og andre regninger til det offentlige, så man undgår, at folk opbygger en stor gæld.
LÆS OGSÅ Ny inddrivelsesordning træder i kraft 1. januar 2018
Efter lønnen er blevet indbetalt på ens personlige konto hos det offentlige, vil der først blive trukket skat og derefter betalt en række regninger, som husleje, el, varme og vand, før det resterende beløb bliver udbetalt til dig på din almindelige bankkonto.
Ordningen skal ifølge Naalakkersuisut forhindre, at folk bevist eller ubevist undlader at betale regninger fra det offentlige og dermed opbygger en gæld, der bare vokser og vokser.
Selvom regninger til det offentlige fremover vil blive betalt, før man selv får resten af sin løn udbetalt, så garanterer Naalakkersuisut, at folk ikke skal frygte, at hele deres løn går til at betale regninger.
LÆS OGSÅ Randi vil inddrive gæld med stramninger
For forslaget garanterer et såkaldt rådighedsbeløb, som fastsættes efter, om man har hjemmeboende børn eller ej.
Det betyder også, at man i op til tre måneder kan udskyde betalinger af regninger til det offentlige, hvis man af den ene eller anden grund i en periode ikke tjener nok.
Derefter vil gælden overgå til inddrivelse efter det nuværende system. På nuværende tidspunkt skylder borgerne her i landet omkring 930 millioner kroner til det offentlige. Det er endnu uvist, hvornår forslaget skal fremsættes i Inatsisartut.