Efter demonstration: Naalakkersuisoq vil ikke love bedre fiskepriser

Fiskere og fangere forsøgte i går at råbe politikerne op omkring de faldende fiskepriser. Men der er ikke meget hjælp at hente hos naalakkersuisoq for fiskeri.
Naalakkersiusoq for fiskeri, Kim Kielsen (i midten), og flere andre politikere mødte i går de vrede demonstranter foran Inatsisartut. Foto © : Carsten Faurschou/ KNR
Skrevet af Thor Bill
02. november 2023 13:17

Der var slagord, bannere og utilfredse miner, da fiskere og fangere i går gik på gaderne i blandt andet Nuuk, Maniitsoq og Qaqortoq for at råbe politikere og Royal Greenland op omkring den seneste tids faldende torskepriser.

Fisker- og fangerorganisationen KNAPK, der stod bag demonstrationerne, har også meldt Royal Greenland til Forbruger- og Konkurrencestyrelsen. Og før der er kommet svar derfra, vil naalakkersuisoq for fiskeri, Kim Kielsen (S), ikke give de store løfter.

- Det er jo ikke sådan, at vores daglige dialog med KNAPK eller Royal Greenland lukker. Fiskerne anser det for nødvendigt, at der gøres noget, og derfor har vi også en forpligtelse til at gøre noget. Men med hensyn til priser, kan jeg ikke give et løfte om, at de hæves, eller at der fastsættes en mindstepris, siger han til KNR. 

Kan I ikke blande jer i det?

- Ikke direkte, men det kan tages op til generalforsamlingen, og vi er i fuld gang med at skabe eksportmuligheder for fiskerne i den nye fiskerilov. Så det skal tages op i naalakkersuisut i næste uge og skal i høring, siger han og fortsætter:

- Jeg håber, at vi kan få fiskeriloven igennem til foråret, det er mit mål. Derfra vil der være bedre muligheder og bedre priser.

I Nuuk var omkring 200 mennesker på gaden for at demonstrere. Foto © : Kim Hinrichsen, KNR

Der er ellers ikke noget juridisk i vejen for, at naalakkersuisut skulle sætte sig for enden af forhandlingsbordet og pålægge Royal Greenland at betale fiskerne mere, så længe de følger reglerne og forholder sig til markedspriserne.

Det har Karsten Naundrup Olesen, der er jurist og professor ved Center for Markeds- og Erhvervsret på Københavns Universitet, tidligere sagt til KNR:

- Selvstyret ejer Royal Greenland så derfor kan de godt gå ind og hjælpe i sådan en forhandling. Hvis de holder sig indenfor betingelserne er juraen på plads.

Også i Maniitsoq viste fiskere og fangere deres utilfredshed. Blandt andet foran Royal Greenlands bygninger. Foto © : Karl Davidsen, KNR

Hårdt for fiskerne

Indhandlingsprisen på torsk hos Royal Greenland Nuuk er faldet med 23 procent, og Kim Kielsen anerkender da også, at de faldende priser er en udfordring.

-Selvfølgelig lytter jeg nøje til dem, og det er også mit budskab. Jeg befinder mig også iblandt dem til daglig, og jeg ved, at der ikke er lette vilkår. Men med hensyn til priser, så må jeg gentage; beslutningen ligger et andet sted.

Tidligere har formanden for KNAPK, Nikkulaat Jeremiassen, udtalt, at fiskere kan risikerer at gå fallit, hvis priserne forbliver i det niveau. Men det er en svær vurdering at lave, mener naalakkersuisoq Kim Kielsen:

- Med hensyn til torskekvoter, så er de næsten fisket op. Kvoten blev fisket, mens de gode priser var gældende. Så med hensyn til den situation, så er jeg usikker. Det afhænger af enkeltpersoner, og hvor meget de har fisket op, siger han. 

Royal Greenland har tidligere fortalt, at prisfaldet skyldes, at priserne på verdensmarkedet og særligt i Rusland også er faldet.