Fiskere demonstrerede mod torskepriser: Vi har ingen andre muligheder

Cirka 200 fiskere stod med bannere og slagord foran Inatsisartut i dag. Nok er nok, råbte de.
01. november 2023 17:01

Næsten en fjerdedel.

Så meget er indhandlingsprisen på torsk faldet siden 9. oktober. Og nu må det være nok, mener fiskerne. Derfor gik de i dag i demonstration fra forsamlingshuset i midten af Nuuk og stimlede sammen foran Inatsisartut, hvor de gang på gang råbte slagordene "Naammaleqaaq" (nok er nok) mod den røde træbygning.

De ville nemlig råbe politikerne op. Fiskerne frygter at gå fallit, hvis ikke politikerne griber ind nu.

Prisen på torsk er faldet fra 10,75 kroner til 8,25 kroner per kilo, og derfor har fiskernes organisation KNAPK arrangeret demonstrationen i dag.

En af dem, der er dukket op, er Vittus Poulsen, som har ladet fisk være fisk og taget fra hjemmet i Atammik til hovedstaden.

- Jeg demonstrerer med mine fiskerkollegaer for at støtte vores organisation, siger han til KNR.

- Det er nødvendigt at deltage i demonstrationen. Vi fisker torsk hele året, og det er mest torsk, der bliver indhandlet. Torskeprisen er lavere i forhold til andre byer og bygder, siger han.

Karl Ingemann fra Maniitsoq Foto © : Jaaku Lyberth/KNR

Det giver Karl Ingemann fra Maniitsoq ham ret i. Han siger, at kiloprisen for torsk er fem kroner og 75 øre hos ham. 

- Vi har ingen andre muligheder end at demonstrere. Naalakkersuisut reagerer ikke på vores henvendelser, siger han.

Prisen falder globalt

KNAPK mener, at Royal Greenland misbruger sin dominerende position i fiskebranchen til enerådigt at fastsætte indhandlingsprisen. Og den pris er for lav, vurderer organisationen.

Ifølge Royal Greenland skyldes prisnedsættelsen, at selskabet følger de globale markedspriser, hvor især salgsprisen på russiske torsk er faldet med 30 procent på det europæiske marked.

Priserne på torsk var ellers rekordhøj på verdensmarkedet i udgangen af 2021, men siden er den bare faldet. 

Landets politikere mødte de 200 demonstranter på trappen foran Inatsiartut. Foto © : Carsten Faurschou/ KNR