Jurist i erhvervsret: Naalakkersuisut må gerne forhandle fiskepris på plads

Naalakkersuisut må gerne gå ind i forhandlinger om prisen på stenbider, vurderer jurist. De opfordrer dog stadig de stridende parter til selv at finde frem til en løsning.
Karsten Naundrup Olesen, juridisk professor ved Københavns Universitet, vurderer at der intet er i vejen for, at Naalakkersuisut går ind i forhandlinger om stenbider.
Skrevet af Kim Hinrichsen
18. april 2023 07:31

Det virker som en dårlig genudsendelse. Men igen i år er forhandlingerne mellem KNAPK og Royal Greenland brudt sammen. Og igen i år er det priserne på stenbider, som er omdrejningspunktet for striden.

KNAPK har flere gange bedt Naalakkersuisut om at blande sig i konflikten, fordi Royal Greenland er et offentligt ejet selskab. Men det nægter Naalakkersuisut.

Der har været megen usikkerhed omkring, hvad Naalakkersuisut må og ikke må - men rent juridisk er der dog intet i vejen for, at Naalakkersuisut går ind og tager tøjlerne fra ledelsen og sætter sig for enden af forhandlingsbordet. De er ejerne og derfor dem, som bestemmer.

Sagen kort

  • 1. april starter den sæson, hvor fiskerne kan fiske efter stenbider. Det må de gøre i 60 dage.
  • Men sådan kommer det ikke til at gå i år.
  • En gammel konflikt fra sidste år er nemlig blusset op igen. 
  • Den handler om, at Royal Greenland vil betale 22 kroner per kilo indhandlet stenbiderrogn - og det er for lidt mener fiskerne, der nu holder deres garn på land. 
  • Sidste år tilbød Royal Greenland også fiskerne 22 kroner per kilo. Det fik fiskerne til at demonstrere foran Royal Greenland og selvstyretårnet i Nuuk.
  • Royal Greenland styrer selv startprisen, og de er ikke forpligtet til at indgå forhandlinger. 
  • Men efter knap tre uger satte fiskerne alligevel garn ud og begyndte at hente stenbider op. Og de fik ikke forhøjet prisen på de 22 kroner per kilo.
  • Senest har Royal Greenland tilbudt fiskerne tre kroner mere per kilo stenbider - altså en kilopris på 25 kroner plus en krone i bonus.

Det er dog ikke helt uproblematisk, vurderer Karsten Naundrup Olesen, der er professor ved Center for Markeds- og Erhvervsret på Københavns Universitet:

- Ejeren i det her tilfælde er jo en del af den offentlige forvaltning. Det offentlige skal altid i alle deres aktiviteter handle økonomisk forsvarligt, som det hedder. Hvis der virkeligt ikke er mulighed i markedet for at hæve prisen, begynder det jo at ligne økonomisk uansvarlighed at diktere en meget høj pris, siger han. 

Det kan faktisk måske også være på kant med loven, siger Karsten Naundrup Olesen. Det så man fx i en sag fra Viborg i 2014, hvor kommunen instruerede det kommunale forsyningsselskab om at leje en navnerettighed fra en lokal, professionel fodboldklub alt for dyrt.

- Der fik kommunen efterfølgende at vide, at det var økonomisk uforsvarligt, fordi kommunen havde bedt forsyningsselskabet om at betale en alt, alt for høj pris for navnerettighederne, siger Karsten Naundrup Olesen.

Han understreger dog, at så længe Naalakkersuisut følger de gældende regler og forholder sig til markedspriserne, er der intet i vejen for, at de går ind og pålægger Royal Greenland at betale fiskerne mere for stenbideren:

- Selvstyret ejer Royal Greenland så derfor kan de godt gå ind og hjælpe i sådan en forhandling. Hvis de holder sig indenfor betingelserne er juraen på plads, siger Karsten Naundrup Olesen, der er professor ved Center for Markeds- og Erhvervsret på Københavns Universitet.

Naalakkersuisut vil stadig ikke forhandle for fiskerne

Det er dog svært at se en snarlig løsning for sig, da de stridende parter på nuværende tidspunkt ikke taler sammen. 

Det fik i sidste uge KNAPK til at forlange, at Naalakkersuisut gik ind i forhandlingerne – og da også de brød sammen, at hele Naalakkersuisut gik af som følge af fadæsen.

Det har formanden for Naalakkersuisut, Múte Bourup Egede (IA) og Karl Tobiassen, der er naalakkersuisoq for fiskeri (S), dog indtil videre afvist i en pressemeddelelse i weekenden:

 - Vi har ingen planer om at blande os i forhandlingerne, da Naalakkersuisut har fuld respekt for organisationerne, og da vi har stor tillid til, at parterne selv kan komme med en løsning, siger Karl Tobiassen.

Naalakkersuisut indrømmer dog, at måden man har forhandlet på indtil nu, ikke er en farbar fremgangsmåde, og at man derfor er nødt til at se på, hvordan man vil føre forhandlingerne i fremtiden. Det siger Naalakkersuisoq for Fangst og Fiskeri Karl Tobiassen i samme pressemeddelelse:   

- Vi vil vurdere bekendtgørelsen således udfordringen ikke sker igen, da vi nu har set, at den tidligere fremgangsmåde for anden gang ikke kan benyttes, og det betyder at fremgangsmåden skal revideres, men det kan vi ikke nå på så kort tid, siger Naalakkersuisoq for Fangst og Fiskeri Karl Tobiassen og lover, at det bliver en prioriteret opgave.