Naalakkersuisoq overvåger situationen med mange syge krydstogtsturister

Naalakkersuisut vil nu indsamle data om, hvor meget krydstogtsturisterne fylder i det grønlandske sundhedsvæsen.
Før naalakkersuisut kan reagere yderligere, er det vigtigt at have det fulde overblik, mener Mimi Karlsen. Foto © : KNR / Carsten Faurschou
07. september 2023 07:44

Når tusindvis af internationale turister kommer sejlende med krydstogtskibe her til landet, så er det med til at udfordre og presse sundhedsvæsenet.

Sådan lød kritikken fra Grønlands Lægeforening i sidste uge.

- Når der kommer et stort skib med flere tusinde gæster – og selvom det kun er en lille del af dem, der har brug for hjælp – så er bemandingen, specielt når det er uden for Nuuk, ikke kalibreret til, at der dukker så mange op, siger Nicolai Hardenberg Larsen, der er næstformand i Grønlands Lægeforening.

Den kritik har nu også vakt naalakkersuisoq for sundhed, Mimi Karlsens (IA), opmærksomhed.

- Jeg holder en tæt dialog med sundhedsvæsenet, de steder, hvor krydstogtskibene oftest lægger til kaj. Jeg holder skarpt øje med, hvordan og hvor meget sundhedsvæsenet bliver benyttet de steder, siger hun.

Der mangler viden om problemets omfang

Før naalakkersuisut kan reagere yderligere, er det vigtigt at have det fulde overblik, mener Mimi Karlsen.

- Hvis det er tilfældet, at sundhedsvæsenet bliver mere belastet af krydstogtturister - eller andre turister – har jeg brug for samtlige data for at vide, hvor meget sundhedsvæsenet bliver belastet.

Krydstogtskibene fylder godt til i havnene. Ifølge Grønlands Lægeforening fylder passagerne også i sundhedsvæsenet.

Og den viden skal indarbejdes i en større turismeplan fra naalakkersuisut næste år.

- Den data vi indsamler nu, skal vi naturligvis bruge til at forberede næste år. Alle departementer, som har noget med turisme at gøre, samarbejder for at lægge en plan, siger Mimi Karlsen.

Naalakkersuisut har i juli udsendt informationer om det grønlandske sundhedsvæsen til turistoperatørerne på krydstogtskibene. På den måde kan både turister og operatører være bedre forberedt og tage deres forholdsregler inden ankomsten til Grønland.

Ekstra mandskab sat af

Antallet af krydstogtturister er i år rekordhøjt. Faktisk er antallet lige knap fordoblet i forhold til sidste år. Ifølge Grønlands Statistik var der 376 krydstogtanløb i landet i 2022, mens det tal foreløbigt i år ligger på 626 anløb. Det viser en opgørelse fra Visit Greenland.

For at imødekomme de mange krydstogtturister har det grønlandske sundhedsvæsen været nødt til at opruste på flere kanter.

Det betyder, at der er blevet ansat en ekstra medarbejder i administrationen, der blandt andet står for al dialogen med krydstogtturisternes forsikringsselskaber i de tilfælde, hvor turisterne har brug for sundhedsvæsenet.

Det oplyser det grønlandske sundhedsvæsens direktør Tina Amondsen til KNR.  

Samtidig er der også oprettet en ekstra vagtfunktion, der betyder, at en læge fra Dronning Ingrids Hospital i Nuuk har ansvaret for at varetage kommunikationen, hvis et krydstogtskib har brug for lægehjælp.