Tusindvis af krydstogtturister presser sundhedsvæsnet

Det er ikke kun butikkerne og turistoperatørerne, der bliver beskæftiget, når krydstogtskibene anløber. For et i forvejen travlt sundhedsvæsen får endnu mere at se til, når turisterne kommer.  
En foreløbig opgørelse fra Visit Greenland viser, at der i år er 626 krydstogtanløb i landet. Foto © : Arctic Circle Business
30. august 2023 07:24

Med sommeren kommer også krydstogtturisternes indtog af Grønland.

Og i år er antallet af krydstogtskibe rekordhøjt. 

Det kan selvfølgelig lyde som rent slik for turistoperatørerne og butikkerne, men for sundhedsvæsnet er turisterne i hobetal en anden sag.

Det grønlandske sundhedsvæsen er nemlig væsentligt udfordret af de mange tusinde af turister ombord på krydstogtsskibe, lyder det fra lægeforeningen.

- Når der kommer et stort skib med flere tusinde gæster - og selvom det kun er en lille del af dem, der har brug for hjælp - så er bemandingen, specielt når det er uden for Nuuk, ikke kalibreret til, at der dukker så mange op, siger Nicolai Hardenberg Larsen, der er næstformand i Grønlands Lægeforening.

Ifølge Grønlands Statistik var der 376 krydstogtanløb i landet i 2022. I år er det tal lige knap fordoblet. En foreløbig opgørelse fra Visit Greenland viser, at der i år er 626 anløb.

Og det er særligt den del af turisterne, som har valgt at bruge noget af deres seniorliv på at sejle til Grønland med et krydstogtskib, som skal bruge hjælp fra sundhedsvæsnet.

- De mange tusinde af turister ombord krydstogtsskibe med høj gennemsnitsalder og med mange sygdomme er samlet set en udfordring for det grønlandske sundhedsvæsen, siger Nicolai Hardenberg Larsen.

Tidskrævende administration 

Det er heller ikke kun antallet af krydstogtturister, der giver sundhedsvæsnet ekstra arbejde.

For når turisterne dumper ind ad døren til lægen, er det ikke givet, at de kan udtrykke sig på engelsk.

- De kommer fra hele verdenen, hvor deres engelskkundskaber måske er begrænsede. Det giver os udfordringer i at kunne lave meningsfuld dybdegående kommunikation. Det gør det mere tidskrævende og øger måske risikoen for fejl, siger Nicolai Hardenberg Larsen.

Og ikke nok med det, der ligger også en stor opgave i administrationen af turisterne.

Nødsaget til at oprette en ny stilling

For hvem kan få gratis hjælp, og hvem skal betale?

Svarene på de spørgsmål ligger i internationale aftaler og konventioner, og det er en tidskrævende opgave for sundhedsvæsnet at finde rundt i.

Derfor har de også følt sig nødsaget til at ansætte en person, som kun skal beskæftige sig med det.

 - Vi har valgt at styrke vores administration. Når vi skal til at have mere dialog med forsikringsselskaberne, så er det rart, at vi har en dedikeret medarbejder til det. Derfor har vi valgt at ansætte en, der skal have fokus på det, siger det grønlandske sundhedsvæsens direktør Tina Amondsen til KNR.

Derudover har sundhedsvæsenet oprettet en vagtfunktion og derved øget vagtbemandingen i Nuuk.

Det betyder, at en læge fra Dronning Ingrids Hospital i Nuuk har ansvaret for at varetage kommunikationen, hvis et krydstogtskib har brug for lægehjælp.

Formålet er at aflaste lægerne og sygeplejerskerne på kysten og bedre kunne rådgive krydstogtsskibene i, hvor det er bedst at ilandsætte syge passagerer, oplyser Tina Amondsen.