Naalakkersuisut: Krydstogtturisme skal bidrage mere – ikke begrænses

Krydstogsturismen skal være til gavn for den grønlandske befolkning, både økonomisk og arbejdsmæssigt, mener naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, erhverv og handel.
Krydstogtturisme i Grønland deler vandene. Demokraten Nivi Olsen er bekymret for, at det forurener for meget og bidrager for lidt til den grønlandske økonomi, mens naalakkersuisoq Vivian Motzfeldt ikke ønsker at begrænse den ydereligere, end den er i dag.
30. august 2023 12:57

Bidrager de store krydstogtskibe, der hvert år anløber havnene i herhjemme, tilstrækkeligt til Grønlands indtjening og arbejdspladser?

Det er det centrale spørgsmål i en lang række skriftlige spørgsmål fra Inatsisartut medlem Nivi Olsen (Demokraatit) til naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, erhverv og handel, Vivian Motzfeldt (S).

Nivi Olsen er bekymret for, at krydstogtsturismen ikke bidrager nok, men kun forurener den i forvejen skrøbelige arktiske natur. Og hun afkræver naalakkersuisoq Vivian Motzfeldt svar på, hvordan naalakkersuisut vil sikre, at turistformen i højere grad bidrager til Grønlands økonomi.

På programmet til efterårssamlingen

Vivian Motzfeldt skriver blandt andet i sit svar, at en genindførelse af passagerafgiften skal drøftes på efterårssamlingen i Inatsisartut i år.

Forslaget omfatter ifølge det skriftlige svar - udover en passagerafgift - også en fordobling af havneafgifterne for de store krydstogtsskibe og en ny indtægt for kommunerne ved et miljø- og vedligeholdelsesgebyr.

Samtidig forsikrer hun om, at "naalakkersuisut ønsker at udvikle turismen til størst gavn for befolkningen (…) således, at det kan bidrage med en større økonomisk gevinst fremadrettet."

Der er derfor ingen mål om at begrænse turistformen, men derimod at tiltrække selskaber, der vil gøre brug af lokale aktører, ansætte grønlandske medarbejdere og som påvirker klimaet mindre i den negative retning.

Befolkningen har medbestemmelse

Som afslutning i sit svar til Nivi Olsen forsikrer Vivian Motzfeldt, at befolkningen skal høres i forhold til den fremtidige krydstogtsturisme.

”Det skal være det grønlandske folk, der skal definere turismen (…) hvilke turister, og hvor mange vi ønsker at tiltrække,” lyder det helt konkret i det skriftlige svar.

Den grønlandske turismelov har netop været i høring, skriver Vivian Motzfeldt. Hun pointerer, at man med turismeloven har en ambition om at skabe de bedste mulige betingelser for turismeerhvervet.

Efterårssamlingen i Inatsisartut løber fra 22. september til 10 november.