Aaja Chemnitz: Koster krydstogtturismen for meget?

Det er dyrt at have krydstogtskibe i landet, når man ser, hvad prisen er for sundhedsvæsenet og Arktisk Kommando, som skal hjælpe syge turister.
IA's Aaja Chemnitz lægger op til mere lovgivning omkring krydstogtskibene som hvert år lægger vejen forbi Grønland. Foto © : KNR
Skrevet af Kim Hinrichsen
24. august 2023 15:01

Denne sommer er der kommet gæster til landet fra nær og fjern. Og flere af dem er kommet via søvejen og på store krydstogtsskibe, som har lagt til i de fleste havne i landet fra nord til syd.

Faktisk har hele 628 skibe indtil videre været forbi de grønlandske havne. Nogle med flere tusinde turister ombord. 

Og selvom det selvfølgelig er glædeligt, at hele verden har lyst til at se Grønland, så er der også en bagside af medaljen.

Det mener IA’s folketingspolitiker Aaja Chemnitz:

- Nu har vi set mange tilfælde hen over sommeren, hvor krydstogtsturister ekstraordinært har haft brug for at blive hentet for at få lægelig bistand. Det påvirker selvfølgelig vores sundhedsvæsen, men også Arktisk Kommando, siger hun og fortsætter:

- Der synes jeg, man er nødt til at have en diskussion herhjemme om, hvilke krav vi stiller til krydstogtsturisterne. Hvor meget det offentlige skal tage sig af i Grønland, og hvor meget man måske selv skal være med til at betale som krydstogtsturist, fordi det belaster vores samfund for meget, siger hun.

Andre operationer udsættes 

Arktisk Kommando bliver nødt til at udsætte mange af deres andre opgaver for at sejle land og rige rundt for at redde krydstogtsturister i krise, ifølge politikeren. 

Derudover så bliver et i forvejen svækket sundhedsvæsenet ekstra belastet, når befolkningen i byerne pludseligt mangedobles hen over et par måneder hver sommer.

Aaja Chemnitz er godt klar over, at krydstogtturismen er en belastning på sundhedsvæsenet:

- Jeg er jo meget bevidst om, at sundhedsvæsenet derhjemme bliver presset. Og vi har jo allerede et sundhedsvæsen i knæ. Men det er jo desværre ikke noget, vi kan gøre så meget ved her fra Folketinget.

Skibet er ladet med lovgivning

I stedet siger Aaja Chemnitz, at man bør se på lovgivningen og stille større krav til rederierne, og hvordan de sejler rundt i de grønlandske farvande. Måske også sætte grænser for, hvor de må sejle:

- Noget, der tidligere har været oppe at vende politisk, er, om man skal have skibene til at sejle to og to sammen. Sådan så de kan hjælpe hinanden. Fordi Forsvarets skibe godt kan være meget, meget langt væk, siger hun og fortsætter:

Tidligere har der også været drøftelser om, hvorvidt der er områder, hvor man slet ikke skal sejle. Både fordi der mangler kortlægning af dem, og fordi de simpelthen kan være for farlige at sejle i, siger hun.

Og sidst men ikke mindst, så er det måske også på tide at stille krav til de mange turister, som hopper ombord på skibene uden at skele til deres helbred inden:

- Bør der egentligt stilles større krav til krydstogtsturisterne, for eksempel i form af, at man skal tegne en forsikring, hvis det ikke er livstruende som sådan. Hvis man har brækket et ben eller andet, hvor en stor redningsaktion godt kunne have været undgået, siger hun.