Ballade om hjælpepakker udstiller splittelse mellem IA og Siumut
I sidste uge fik turistoperatører i Sydgrønland afslag på at få økonomisk hjælp, selvom mængden af storisen i syd betyder, at flere må aflyse planlagte ture og derved mister indtjening.
Det er Finans- og Skatteudvalget, der har sagt nej til at give en økonomisk hjælpende hånd til turistoperatørerne.
En hjælp, som naalakkersuisoq for erhverv Naaja Nathanielsen ellers lovede, var på vej tilbage i juli.
Afslaget kommer dog af en simpel grund, fortæller Inatsisartutmedlem Kuno Fencker, som sidder i udvalget for Siumut:
- Vi har ikke set nogen direkte ansøgning fra turistoperatørerene i Sydgrønland, siger han.
I stedet er det Naaja Nathanielsen, der har bedt udvalget om pengene ud fra en hypotese om, at nogle selskaber kunne blive ramt, fortæller han.
- Men vi ved ikke, hvor mange selskaber, der er tale om, og vi har ikke set noget belæg for, at der er behov for den her hjælp, siger han.
Og derfor er der ikke grundlag for at bevilge de 25 millioner kroner, som bliver efterspurgt, fortæller Kuno Fencker.
Ufuldkommen ansøgning
Det samme siger næstformand i udvalget Pele Broberg (N). Han kalder ansøgningen fra Naaja Nathanielsen for decideret rodet.
Samtidig mener Naleraq-formanden ikke, at ansøgningen beviste et reelt behov for hjælpepakker:
- Det var en rodet ansøgning med manglende oplysninger. Og da vi bad om de oplysninger, følte vi stadig ikke, at det var fyldestgørende, fortæller han og fortsætter:
- Udvalget har ikke følt, at det var nok til at retfærdiggøre det store beløb, man ønskede. Vi kan ikke bare love tilfældige midler, uden at der er et lovhjemmel til det.
Særligt beløbets størrelse betød, at Pele Broberg var noget overrasket over, at en så ufærdig ansøgning landede på bordet hos ham og hans kolleger i udvalget.
- Man kan ikke bare disponere over 25 millioner på så tyndt et grundlag. Man ved ikke, hvem det hjælper, hvordan det gavner, og hvorhenne det gavner.
- Den form for hjælpepakke kan man nok nærmere kalde for kammerateri. Hvis du ikke har en klar plan, så er det svært for et udvalg bare at sige ja til at give midlerne.
Magtfuldkomne ministre
På mange måder mener Pele Broberg, at den mangelfulde ansøgning udstiller en magtfuldkommenhed hos naalakkersuisut.
At koalitionen er blevet vant til, at man med sit flertal kan få alt igennem uden at skulle spørge om lov og have styr på alt det saglige:
- Jeg tror, det er blevet kutyme at love ting, som man ikke nødvendigvis har sikret sig opbakning til.
- Når vi i udvalget diskuterer det her, så skal det jo gerne være på et sagligt grundlag og ikke på et koalitionsmæssigt grundlag, siger han.
Krakelerende koalition
Men samtidig kan man se afslaget på ansøgningen som antydningen af en koalition i opløsning.
Noget som bliver endnu mere tydeligt, nu når det står klart, at Naaja Nathanielsen ikke kan indfri sine løfter fra i sommer, da der alligevel ikke var opbakning fra udvalget.
- Man kan jo ikke love noget, før man har fået det godkendt i Finans- og Skatteudvalget, siger Kuno Fencker fra Siumut.
Og derfor mener Naleraq-formanden også, at den manglende opbakning i udvalget tyder på en koalition, som ikke står så stærkt som tidligere:
- Når man har lovet noget så skråsikkert, så må man nok stille spørgsmålstegn ved, om naalakkersuisoq stadig nyder opbakning blandt partierne, der står bag koalitionen, siger Pele Broberg.
Og endnu mere når man så bagefter går ud i pressen og taler åbent om udvalgsarbejde:
- Det er ikke normalt, at man ser en naalakkersuisoq gå ud og kritisere, at et udvalg ikke bakker op om ens forslag, siger Pele Broberg.
Pele Broberg er som udgangspunkt ikke tilhænger af, at man giver hjælpepakker i tide og utide.
Alligevel er næstformanden i Finans- og Skatteudvalget ikke afvisende overfor at se på eventuelle hjælpepakker igen, hvis udvalget modtager en mere saglig ansøgning.
KNR har talt med Naaja Nathanielsen og bringer hendes svar på kritikken i morgen.