Demokraterne og Atassut: Vi taber penge, lemp reglerne for krydstogtskibe

Grønlandske virksomheder og Selvstyret går glip af indtægter fra krydstogtskibene, der bliver væk fra Grønland. Politikere mener, reglerne skal lempes, så der kan komme gang i økonomien.
Flere partier mener, at det er tid til at lempe på indrejsereglerne for krydstogtskibe.
27. juli 2021 06:40

- Hvis vi ser på krydstogtskibene, så har mange af dem testcentre ombord og et krav om, at man skal være vaccineret for at komme afsted. Så jeg synes helt klart, at man skal få lempet reglerne, så vi kan få penge i kassen igen.

Så klar er holdningen fra Demokraternes formand, Jens-Frederik Nielsen, der gerne ser, at krydstogtskibene kommer hurtigst muligt tilbage til Grønland.

Også Naalakkersuisuts støtteparti, Atassut, mener, at det er tid til at lempe på reglerne. Det skriver partiets formand Aqqalu Jerimiassen i et svar til KNR:

- Vi kan ikke lade vores land gå i stå, turistoperatørerne sikrer mange arbejdspladser, som sætter gang i økonomien. Derfor er det på tide at lempe på reglerne, siger han.

LÆS OGSÅ Restriktioner og aflysninger skader den lokale turisme

Naalakkersuisoq for sundhed: Vi fastholder restriktionerne for nu

Udmeldingerne kommer efter, at naalakkersuisoq for Sundhed, Kirsten Fencker (N), har afvist at lempe på indrejserestriktionerne for passagerskibe. I et svar til KNR skriver hun.

- Med den smittespredning der lige nu, er prioriterer vi vores egne borgere og deres sundhed. Skulle der komme smitte fra et skib, (...) har vi ikke ressourcer til at tage vare på dem. Når det bliver sundhedsmæssigt forsvarligt, er vi villige til at se på flere forskellige lempelser, svarer Kirsten Fencker.

Som reglerne er nu, må krydstogtskibe ikke anløbe en grønlandsk havn, hvis de inden for 14 dage før ankomst til Grønland har anløbet udenlandske havne. Det betyder i praksis, at skibene skal være 14 dage i isolation på havet, hvilket gør det umuligt at gennemføre en rejse.

Åben op for de små skibe med færdig-vaccinerede passagerer

Hos Atassut peger de netop på kravet om skibenes 14 dages isolation på havet, som et punkt, hvor indrejserestriktionerne bør lempes:

- Man kan godt forkorte kravet om 14 dages isolation og stille krav om kviktest af passagerne ombord på skibet, før de går i land, siger Aqqalu Jerimiassen (A).

Samme holdning deler Jens-Frederik Nielsen (D), der konkret peger på, at man skal lempe reglerne for skibe med få passagerer, som kun sejler med færdigvaccinerede turister:

- Jeg deler ikke Naalakkersuisuts bekymring om, at krydstogtsskibene skulle belaste vores sundhedssystem. Det vil de jo kun, hvis ikke vi stiller krav om, at skibene skal have nogle skarpe forholdsregler. Jeg kan ikke se, hvad problemet er, hvis et skib kan dokumentere, at alle gæsterne enten er vaccineret eller teste ombord. Man kunne jo sagtens arrangere det sådan, at de mindre skibe med 200-300 mennesker ombord kunne få nogle lempeligere forhold til at komme til Grønland, siger Demokratiernes formand.

Albatros er en af de krydstogtselskaber, som har et skib, der rent faktisk lever op til Jens-Frederik Nielsens beskrivelse. Ombord på Albatros skibe vil der kun være færdigvaccinerede gæster og besætningsmedlemmer, og der vil være test af alle passagerer, før ankomst til Grønland. Det fortalte Hans Lagerweij, der er CEO i Albatros, til KNR tidligere på måneden.

LÆS OGSÅ Frustreret krydstogtsoperatør: Hvorfor skal vi udelukkes? 

Ikke bekymret for smittespredning

Jens-Frederik Nielsen (D) mener, at det er forsvarligt at lempe på reglerne for krydstogtskibene, da mange her i landet allerede har fået første og andet stik med en coronavaccine:

- Vi skal huske på, at alle over 18 år har fået tilbudt en vaccine, og alle sårbare og ældre er vaccineret. Hvis vi stiller et krav til skibene om, at gæsterne kun må gå i land, hvis de er vaccineret, så er jeg ikke synderligt bekymret. (…) jeg tror sagtens, at man kan finde løsninger, der gør, at risikoen er så lille, at man godt kan have en krydstogtsæson – i hvert flad den lille del der er tilbage, siger Jens-Frederik Nielsen.