Naaja Nathanielsen om inflationspakke: Ikke ideelt, men nødvendigt

30 millioner kroner. Så meget fik Naalakkersuisut i går godkendelse af Inatsisartuts Finans- og skatteudvalg til at lægge til side til RAL, for at sætte en dæmper på de stigende fødevarepriser.
- Det er ikke et tilskud, som vi giver til RAL. Det er penge, som vi sætter til side, også skal RAL redegøre for, at de er brugt til formålet, siger Naaja Nathanielsen. Foto © : KNR
24. september 2022 18:35

Naalakkersuisut fik i går godkendt af Inatsisartuts finans- og skatteudvalg til at lægge 30 millioner kroner til side, der skal gå Royal Arctic Line. De penge skal sætte en dæmper på de stigende fødevarepriser.

- Jamen, det er ikke nogen ideel situation at gå ud og lave hjælpepakke - det ved vi godt. Jeg synes, at vi har fundet en god balance, for vi står også bare i en situation, hvor inflationsstigninger rammer lidt skævt.

LÆS OGSÅ Inatsisartut tager hul på et nyt år med inflation og verdenskrise

- For her i landet har mange en lav årsindkomst og samtidig bor de i områder, hvor der kun er én butik, hvor man kan gå hen og handle og derfor bliver nogle mennesker her i landet altså ramt uforholdsmæssigt meget af de her stigninger, siger naalakkersuisoq for finanser, Naaja Nathanielsen (IA).

30 millioner kroner

Helt konkret bliver 30 millioner kroner fra landskassen lagt til side, så Royal Arctic Line kan nedsætte deres fragtpriser på køle- og frysecontainerere - altså madvarer.

- Det er ikke et tilskud, som vi giver til RAL. Det er penge, som vi sætter til side, også skal RAL redegøre for, at de er brugt til formålet, siger Naaja Nathanielsen.

At den såkaldte inflationspakke er støbet sammen på den måde har primært to årsager:

- Den er for det første enkel at administrere rimeligt. Det vil sige, at den ret hurtigt kan komme i gang og blive implimenteret, og det er ret vigtigt, for det er nu og her folk har brug for hjælpen, siger Naaja Nathanielsen og fortsætter:

- For det andet bor vi i et land, hvor alting bliver enten sejlet eller fløjet ind. Det vil sige, at der er ret få indgange til landet, så når man kigger på fragten, så er det en enkel måde at ramme alle de fødevarer vi bruger.

Ingen afgiftsnedsættelser, tak

Naalakkersuisut har øjensynligt kigget på andre muligheder.

-Havde vi nu kigget på eksempelvis afgiftsnedsættelser, så havde det kun været nogle fødevarer, men ikke alle fødevarer, der var blevet ramt. Så på denne her måde kan vi ramme lidt bredere og vi kan ramme hurtigt og vi kan sikre vinterforsyningen.

LÆS OGSÅ Prisstigninger: Naalakkersuisut er på vej med hjælp til folk med lave indkomster

De 30 millioner kroner er ikke finansieret og bliver taget direkte fra landskassen. Det giver underskud på bundlinjen.

- Den bliver finansieret på samme måde som hjælpepakkerne ved corona, og det vil sige, at vi ville kunne se det i slutningen af året på underskuddet, siger landets kassemester.

Underskuddet er noget, som skatteborgerne her i landet skal betale for. På spørgsmålet om, hvem pengene bliver taget fra, siger Naaja Nathanielsen:

- Det er sådan set os allesammen, for der bliver færre penge til andre tiltag. Men jeg håber også, at vi kan være enige om, at det her er et område vi allesammen er berørte af, så det er også et rigtigt sted at bruge pengene lige nu, siger Naaja Nathanielsen.