Inatsisartut tager hul på et nyt år med inflation og verdenskrise

I dag åbner Inatsisartut til et efterår med underskud på finanslovsforslaget.
Efterårssamlingen starter i dag i storm og regn. Foto © : KNR
Skrevet af Jensine Berthelsen
23. september 2022 11:14

I dag starter Efterårssamlingen.

Egentlig skulle Kim Kielsen (S), der er formand for Inatsisartut, åbne mødet klokken 11. Men han er på tjenesterejse, så det bliver næstformanden i Inatsisartuts formandskab, Kristian Jeremiassen fra Inuit Ataqatigiit, der ringer med klokken.

Pipaluk Lynge Rasmussen (IA) valgte i august at tage orlov fra parlamentet, og derfor bliver Mariia Simonsen (IA) indkaldt. 

Kort efter klokken 11 vil formanden for Naalakkersuisut, Múte Bourup Egede (IA), holde sin åbningstale, og åbningstalen vil blive debatteret af Inatsisartut på mandag den 26. september. 

Corona og krig

Medlemmer af Inatsisartut har fået godkendt 53 punkter mens Naalakkersuisut har indsendt 31 punkter til dagsordenen. Det er bemærkelsesværdigt, at der i denne omgang er meget færre punkter end normalt. 

Det er ikke svært at gisne om, at både parlamentet og regeringen har været meget påpasselige denne gang, da to faktorer stadig er aktuelle, nemlig covid-19 pandemien og ikke mindst Ruslands invasion i Ukraine, som startede i februar.

LÆS OGSÅ Pipaluk Lynge-Rasmussen fra IA søger orlov fra Inatsisartut 

De to store begivenheder er nemlig årsag til en stadig stigende og verdensomspændende inflationskrise. Det har med meget stor sandsynlighed været årsag til, at tinget og styret i denne omgang har været påpasselige med udgiftskrævende forslag. 

 

Men uanset hvad, skal landets finanslov være godkendt senest den 15. november. Ifølge Naalakkersuisuts forslag til finanslov er der lagt op til, at landskassen vil få et underskud på 71,4 millioner kroner næste år. 

Inflationspakke 

Men som bekendt har partierne gang i forhandlinger om netop næste års finanslov, ligesom Naalakkersuisut arbejder intenst på at få en inflationspakke igennem. Den har til hensigt at afværge større negative konsekvenser især for lav- og mellemindkomstgrupperne på grund af stigende priser.

LÆS OGSÅ Økonomisk råd: Væksten fortsætter trods globale kriser

De to faktorer vil med stor sandsynlighed påvirke finansloven for i år og udfaldet af finanslovsforslaget til næste år. Det er meget sandsynligt, at underskuddet til næste år vil blive større, end hvad Naalakkersuisut i første omgang ellers har lagt op til. 

Førstebehandlingen af finanslovsforslaget sker på tirsdag den 27. september.

Alle punkter på dagsordenen kan gennemses på Inatsisartuts hjemmeside www.ina.gl.