Prisstigninger: Naalakkersuisut er på vej med hjælp til folk med lave indkomster

Naalakkersuisut arbejder lige nu på højtryk for at hjælpe folk med lave indkomster, siger naalakkersuisoq Naaja Nathanielsen.
Naalakkersuisoq for finanser, Naaja H. Nathanielsen (IA), bekræfter overfor KNR, at hjælpen er på vej til især folk med lave indskomster.  Foto © : KNR/Andreas Poulsen
Skrevet af Jensine Berthelsen
02. september 2022 11:56

Mange borgere her i landet oplever nu for alvor den verdensomspændte økonomiske krise som følger af covid-19 pandemien og ikke mindst Ruslands invasion af Ukraine. 

Især ældre, førtidspensionister, studerende, arbejdsløse og ikke mindst lavindkomstgruppen er tvunget til at vende og dreje hver en krone.

Men nu er der hjælp på vej, for Naalakkersuisut arbejder for at realisere en inflationspakke som lovet under fremlæggelsen af finanslovsforslaget for 2023.

Ikke flere detaljer før i næste uge

Lige nu arbejder Naalakkersuisut på højtryk for at gennemføre tiltag, der skal begrænse inflationens skadelige virkninger særligt for folk med en lav indkomst. 

Top 3 prisstigninger

Hos Pilersuisoq:


Stegemargarine fra Rema 1000, 500 g: Pris i januar 10,95 kr. - i dag 15,95 kr.

 

Salami fra Gøl 250 g: Pris i januar 24,95 kr. - i dag 34,95 kr.

 

Stegemargarine fra Oma, 500 g: Pris i januar 21,95 kr. - i dag 29,95 kr.


Hos Brugseni:
 

Bårebuket med kunstige blomster: Pris i januar: 119 kr. - pris 1. juli: 189 kr.


Frankfurter, røget og hjemmelavet, 1 kg: Pris i januar: 79,90 kr. - pris 1. juli: 99,90 kr.


Hakket oksekød, 1 kg: Pris i januar: 84,90 kr. - pris 1. juli: 99,90 kr.



Kilde: Pilersuisoq og Brugseni

Naalakkersuisoq for finanser og ligestilling, Naaja H. Nathanielsen (IA), bekræfter overfor KNR, at hjælpen er på vej til især folk med lave indskomster. 

- Jeg kan ikke på stående fod komme ind på detaljer. Dog kan jeg bekræfte, at vi i starten af næste uge kommer med mere detaljerede oplysninger om, hvilke tiltag Naalakkersuisut vil iværksætte, siger Naaja Nathanielsen til KNR.

LÆS OGSÅ Priserne stiger: 10 kroner mere for spegepølse

Således lever Naalakkersuisut op til løftet i finanslovsforslaget om at indføre tiltag, der skal begrænse inflationens skadelige virkninger. 

- På tidspunktet for finanslovsforslagets færdiggørelse er det endnu uafklaret, hvor meget den internationale påvirkning vil medføre, at inflationen stiger her i landet. En vis stigning må under alle omstændigheder forventes. Naalakkersuisut følger inflationsudviklingen tæt. Naalakkersuisut vil derfor også løbende vurdere, om det på et tidspunkt vil være relevant at indføre særlige tiltag, som kan begrænse inflationens skadelige virkninger særligt for de lavest lønnede, står der i finanslovsforslaget for 2023.

Opposition kræver handling

Når Naalakkersuisut er færdige med deres behandling af inflationspakken, sendes oplægget til Inatsisartuts finansudvalg, som så skal behandle sagen.

De højere priser skyldes især én ting: Dyrere priser på brændstof. For oliepriserne er skudt i vejret, særligt efter Ruslands invasion af Ukraine. Og det betyder meget for prisen på fragt til Grønland, hvor Royal Arctic Lines olietillæg på en container er steget markant.

LÆS OGSÅ Overblik: Her er de 10 varer, der er steget mest i pris

Derfor har oppositionspartierne Naleraq og Demokraatit krævet, at Naalakkersuisut finder penge, der skal hjælpe borgere med lav indkomst - altså pensionister, uddannelsessøgende og SIK-lønmodtagere. 

I Danmark har regeringen netop foreslået at oprette en pulje på to milliarder kroner, som kan bruges i 2023 til borgere, der er hårdest ramt af stigende priser.