Mistanke om karteldannelser

Sagen, der handler om snyd for millioner, er rejst af bagmandspolitiet i Danmark og konkurrencemyndighederne her i landet.
Det drejer sig i alt om fire sager, hvor virksomhederne står anklaget for at have benyttet aftalt spil i forbindelse med at afgive bud på byggeprojekter.
Permagreen Grønland, B.J. Entreprise og Kang-Total-Byg er navnene på de virksomheder, som nu står anklaget for at have gennemført ulovlige aftaler eller kartel, som det hedder inden for retsverdenen.
De ulovlige kartelsager skulle angiveligt være foregået tilbage i 2008 og 2009.
Det er blandt andet i forbindelse med opførelsen af en transithal i Kangerlussuaq samt opgaver i forbindelse med etableringen af Entreprenør- og Bjergværksskolen i Sisimiut at de ulovlige aftaler skulle være indgået.
Og det var netop den sidstnævnte sag, der var fokus på i går, hvor Permagreens direktør, Preben Kold Larsen, var den første til at tage plads i anklagestolen.
Preben Kold Larsen forklarede i retten, at Permagreen i forbindelse med skolebyggeriet i Sisimiut var blevet kontaktet af B.J. Entreprise. Her blev Permagreen ifølge Preben Kold Larsen insisterende bedt om at afgive et bud, der lå lavere end det bud B.J. Entreprise havde afgivet på opgaven.
Da Permagreen i forvejen ikke havde tænkt sig at byde på projektet på grund af fyldte ordrebøger, gik Preben Kold Larsen til sidst med til prisaftalen, forklarede han selv i retten i går.
Direktøren for B.J. Entreprise, John Kvistgaard Eliassen havde på retssagens førstedag problemer med at huske omstændighederne for den omtalte aftale, men forklarede at han selv var på ferie i den periode og at det var en medindehaver af virksomheden, der stod for at afgive tilbud i den periode.
John Kvistgaard tilstod dog at han i en eller anden forstand havde været indblandet i at afgive støttebud i forbindelse med byggeprojekter.
- Jeg var ikke klar over, at det var ulovligt, men jeg kunne godt se, at det på det på en eller anden måde ikke var i orden, sagde John Eliassen til anklageren, da han blev spurgt om, hvorfor han havde deltaget i at aflægge ulovlige støttebud på byggeopgaver.
Retssagen mod de tre bygge- og anlægsvirksomheder er så omfattende, at den først ventes afsluttet engang i næste uge.
Bagmandspolitiet og Konkurrencemyndighederne ransagede tilbage i 2009 de tre byggevirksomheders kontorer for at beslaglægge dokumenter og elektronisk data i forbindelse med efterforskningen.
I dag vil anklageren blandt andet afspille en telefonsamtale som bevismateriale i den omfattende sag.