Minister ønsker ny aftale om søkort for Grønland

Geodatastyrelsen i Danmark bør indgå ny aftale med selvstyret om opdatering af søkort for Grønland, mener dansk klimaminister. Et flertal i Folketinget bakker op om forslaget.
Kort over havstrømmene ved Grønland, Island og Nordamerika Foto © : Forsvarets Bibliotek
18. maj 2016 17:32

Grønland og Danmark bør indgå en ny aftale om opdatering af søkort af grønlandske farvande.

Det foreslår den danske klima-, energi og forsyningsminister Lars Christian Lilleholt (V), efter det ligger fast, at Geodatastyrelsen i Danmark ikke kan levere 73 søkort for Syd- og Vestgrønland senest i 2018 som aftalt. 

Aftalen blev indgået i 2009 mellem selvstyret og den tidligere Venstre-regering og omfatter ikke selve søopmåling, men alene produktionen og opdateringen af papir- og digitale søkort. Noget, der ifølge Lilleholt fortsat er en “vigtig og ambitiøs” aftale.

Læs også Minister fastslår: Uvist, hvornår Grønland får nye søkort

- Jeg skal være den første til at beklage denne uheldige situation og forsinkelse. Men nu er det vigtigt at se fremad og finde en løsning, som det grønlandske selvstyre og regeringen kan være tjent med. Jeg vil derfor foreslå, at Geodatastyrelsen og det grønlandske selvstyre får ro til at udarbejde en revideret samarbejdsaftale, sagde ministeren under en debat i Folketinget tirsdag aften.

Venstre: Kunne ikke forudse opsigelser

Forsinkelsen sker, fordi regeringen i efteråret besluttede at flytte næsten 4000 statslige arbejdspladser ud af København, herunder Geodatastyrelsen, som flytter til Aalborg 1. november i år.

Det har medført, at 14 ud af 15 ansatte, der arbejdede med opdateringen af de grønlandske søkort, har sagt op. Men opsigelserne var umulige at forudsige, siger Venstres formand for Energi- Forsynings- og Klimaudvalget i Folketinget, Thomas Danielsen, til KNR.

Læs også Geodatastyrelse forventer forsinkelse

- Vi havde ikke på nogen måde forestillet os, at det ville berøre søkort-projektet. Ikke i den vildeste fantasi. Det er en hel særlig situation, at vi har et specificeret team, som har sagt op kollegialt.

Både Venstre og Dansk Folkeparti er dog åbne for at se andre muligheder, der kan fremme produktionen af søkortene.

Herunder også, at private firmaer hjælper Geodatastyrelsen med arbejdet, oplyser de til KNR.

Ifølge klimaministeren er foreløbig 32 ud af i alt 73 søkort for Syd- og Vestgrønland færdigproduceret.

Læs også Udflytning truer løfte til Grønland

IA ønsker grønlandsk assistance

Ministerens forslag til en ny aftale med selvstyret får opbakning af det borgerlige flertal i Folketinget og ventes at blive vedtaget torsdag. 

Dermed bliver et andet forslag fra Inuit Ataqatigiit, Siumut og resten af den røde blok afvist, der går på at tvinge den danske regering til at overholde den nuværende søkort-aftale.

Hos IA pointerede Aaja Chemnitz Larsen under tirsdagens debat, at hun håber, at Geodatastyrelsen vil se mod Grønland for eventuelt at indhente hjælp ude fra.

- Når man skal behandle data, vil det alt andet være nemmere at få en grønlandsk databehandler til at forstå, at der ligger et isfjeld i vejen i datafeldet, end én, der er fløjet op til opgaven.