Minik Høegh-Dam sag skal for Landsretten til oktober

Sagen, hvor Minik Høegh-Dam er anklaget for at have brudt loven om euforiserende stoffer, er blevet berammet til 12. oktober. Men ifølge forsvarer Finn Meinel er det stadig muligt, at sagen bliver afvist.
Sagen for første gang have været for Landsretten den 26. maj. Foto © : KNR
20. juli 2023 07:58

Efter adskillelige udsættelser i Landsretten er der sat dato for Minik Høegh-Dams straffesag om euforiserende stoffer og hæleri.

Sagen blev anket af anklagemyndigheden i kredsretten tilbage i marts 2021, og skal nu ifølge planen for Landsretten den 12. oktober.

Det bekræfter Landsretten, Grønlands Politi og forsvarer i sagen Finn Meinel overfor KNR.

DERFOR LAVER VI ARTIKLEN

Normalt omtaler KNR ikke retssager, hvor den tiltalte er frifundet.

Vi navngiver heller ikke de dømte i sager, hvor den dømte har fået mindre et års ubetinget anbringelse.

Men sagen om Minik Høegh-Dam er en undtagelse. Han stod til at blive kommende borgmester i Avannaata Kommunia, og derfor vurderer KNR, at offentligheden har betydelig interesse i, at historien kommer frem. 

I overensstemmelse med de presseetiske retningslinjer bragte vi ikke historien, da Minik Høegh-Dam var tiltalt og blev frikendt i byretten. 

Men da anklagemyndigheden valgt at anke sagen til landsretten, vurderede KNR, at der var offentlig interesse for at omtale sagen. 

Ifølge Finn Meinel er det dog ikke sikkert, at sagen ender i Landsretten i midten af oktober.

Han mener nemlig, at der er tale om et processuelt spørgsmål i forhold til, om anken af sagen overhovedet var tilladt. Det er også grunden til, at sagen har været udsat af flere omgange i Landsretten.

- Spørgsmålet er, om anklagemyndigheden har overholdt de regler, der gælder for behandlingen af ankesager, siger han til KNR.

Hvad det helt præcist er for nogle regler, som anklagemyndigheden skulle have brudt, ønsker Finn Meinel ikke at komme ind på.

Han vil dog gerne sige, at forsvaret vil prøve at få sagen for Højesteret.

- Selvom sagen er berammet til oktober, så vil vi prøve, at få Procesbevillingsnævnet og senere Højesteret til at godkende, at sagen skal for Højesteret, og at anken skal afvises, siger han.

Procesbevillingsnævnet er en uafhængig del af domstolssystemet, som blandet andet beslutter, om sager er kvalificerede til at komme for Højesteret.

Finn Meinel fortæller, at sagen er blevet sendt til Procesbevillingsnævnet, og at han derfor håber på, at der vil komme en afgørelse fra nævnet, inden sagen skal for Landsretten i oktober.

Sagen kort

Minik Høegh-Dam er aktiv i politik som løsgænger i Avannaata Kommunia.

Tidligere var han medlem af Siumut, men han blev ekskluderet fra partiet i 2021, da sagen blev anket til Landsretten.

Sagen startede i august 2018, da politikerens lejlighed blev ransaget af politiet.

Her blev der fundet 154.805 kroner i kontanter, hvoraf 151.900 kroner lå gemt i et brilleetui og resten i hans pung. Pengene mente politiet stammede fra hashsalg eller anden ulovlig aktivitet. 

Men da sagen kom for retten ved Sermersooq Kredsret 25. marts 2021, blev han frifundet. Her valgte anklageren at anke dommen, og derfor skal sagen afgøres i Landsretten.