Minik Høegh-Dam sag udsat i landsretten

Minik Høegh-Dam må væbne sig med tålmodighed, da hans sag om euforiserende stoffer og hæleri er blevet udsat i landsretten.
Det oplyser senioranklager ved Grønlands Politi Martin Strandby Nielsen til KNR.
Han fortæller, at sagen er blevet rykket frem til 23. juni, da forsvareren i sagen i dag kunne præsentere nye oplysninger i sagen
Da Martin Strandby Nielsen havde modtaget sagens nyeste oplysninger kort tid før KNR kontaktede ham, kunne han ikke komme nærmere på årsagen til sagens udskydelse.
Minik Høegh-Dam er aktiv i politik som løsgænger i Avannaata Kommunia.
Tidligere var han medlem af Siumut, men han blev ekskluderet fra partiet i 2021, da sagen blev anket til landsretten.
Sagen kort
Sagen startede i august 2018, da politikerens lejlighed blev ransaget af politiet.
Her blev der fundet 154.805 kroner i kontanter, hvoraf 151.900 kroner lå gemt i et brilleetui og resten i hans pung. Pengene mente politiet stammede fra hashsalg eller anden ulovlig aktivitet.
Men da sagen kom for retten ved Sermersooq Kredsret 25. marts 2021, blev han frifundet. Her valgte anklageren at anke dommen, og derfor skulle sagen være blevet afgjort i landsretten i dag.