Lars-Emil: Mindretalsregering er godt for demokratiet

Kim Kielsen er ikke den første, der står i spidsen for en mindretalskoalition. Den første blev nemlig dannet af Siumut tilbage i 1983. Og en mindretalsregering er godt for demokratiet, mener et af medlemmerne af det daværende Naalakkersuisut Lars-Emil Johansen. Den første mindretalsregering holdt dog ikke længe.
10. oktober 2018 14:24

Den første mindretalsregering herhjemme blev dannet efter valget i 1983. Men allerede året efter blev den væltet, da Atassut og Inuit Ataqatigiit stemte et mistillidsvotum igennem.

- Man kan måske sige, at dengang blev den politiske styreform, som man har fulgt meget nøje siden, en realitet: en stræben på at undgå et mindretal i Inatsisartut, siger Lars-Emil Johansen.

Godt for demokratiet

Han er dog positiv overfor, at der igen er en mindretalsregering til at lede landet.

- Jeg synes, at en mindretalskoalition er godt for demokratiet. Hvis der er et godt samarbejde mellem parterne, hvis der er gensidig respekt, og hvis der er et nært forhold imellem, lyder det fra Lars-Emil Johansen som uddyber:

- Man kan ikke bare komme med befalinger, og et parti kan ikke bare køre på med sine egne meninger. Hvis en koalition skal fungere, skal samarbejdspartnerne indgå kompromisser, siger Lars-Emil Johansen.

LÆS OGSÅ Demokraterne siger nej til koalition - men støtter Kim

Erkendelse af uenighed

Kim Kielsens mindretalsregering har opbakning fra Demokraterne, der ifølge adjunkt Rasmus Leander Nielsen fra Ilisimatusarfik har sikret sig stor magt. Demokraternes formand, Niels Thomsen, har også sagt i et interview med avisen Sermitsiaq, at de har stillet krav om, at Naalakkersuisuts forslag skal gå igennem Demokraterne, så der kan sikres et flertal.

LÆS OGSÅ Demokraterne er i en magtfuld position

LÆS OGSÅ Niels Thomsen vil godkende forslag fra Naalakkersuisut

Situationen stiller derfor store krav til koalitionens evner til at forhandle med sin samarbejdspartner.

Og det fordrer til erkendelse:

- Det at kunne forhandle er en erkendelse af, at man godt kan være uenige. Der kan først forhandles, når man har erkendt, at man kan være uenig. Det skal ikke være sådan: vi kan ikke samarbejde med dem, fordi vi ikke kan være enige, siger Lars-Emil Johansen.

Andre muligheder end Demokraterne

Han siger også, at koalitionen har andre muligheder end Demokraterne.

- Naalakkersuisut har mulighed for at prøve at nå frem til en enighed med andre partier. Dermed kan vi måske sige, at de har mulighed for at føre en mere alsidig regeringsføring. Men hvis man skal lede på den måde, skal man være god til at navigere i det politiske landskab, siger Lars-Emil Johansen.

LÆS OGSÅ Bent fra Måløv udløste tre ugers politisk kaos

Qanorooq 09.10.2018