Overblik: Bent fra Måløv udløste tre ugers politisk kaos

Det hele startede fredag den 7. september klokken 08.06 med en artikel på Sermitisaq.AGs hjemmeside. 25 dage senere endte det i en mindretalsregering med Kielsen i spidsen og Demokraterne som parlamentarisk sikkerhedsnet. Her fører vi dig i gennem tre ugers politisk kaos.
Skrevet af Kenneth Elkjær
05. oktober 2018 12:13

En grå og stille søndag eftermiddag smed Partii Naleraq en politisk håndgranat ind i Naalakkersuisut, da Hans Enoksen foran den fremmødte presse fortalte, at hans parti ikke længere ville finde sig i Kim Kielsens behandling.

- Forholdene bliver mere og mere vanskelige. Vi snakker ikke med lederne af koalitionen, konstaterede Enoksen og trak tæppet væk under Kielsen, der med Naleraqs exit mistede sit flertal.

Enoksen fortalte, at det var kulminationen på længere tids frustration. Men det var informationer i en artikel på Sermitsiaq.AG to dage før, der fik partiformanden til at trække splitten og kaste håndgranaten.

Lars Løkke vil skyde millioner i lufthavnsplan
Sådan lød det på forsiden af Sermitsiaq.AGs hjemmeside en fredag morgen i starten af september.

Historien stod freelancejournalisten Bent Højgaard Sørensen for. Via sit kildenetværk kunne han som den første fortælle, at statsminister Lars Løkke Rasmussen var på vej til Grønland med en stor pose penge i sin kuffert fra den danske stat til Naalakkersuisuts lufthavnsprojekt i form af investeringer og gunstige lån.

Et par dage op til afsløringen fik journalisten historien bekræftet fra en 'centralt placeret' kilde.

- Jeg havde ringet rundt til mine kilder i flere måneder, men pludselig gik der hul på bylden, og så var der en kilde, der ville fortælle, hvad der var på vej, siger han.

Bent Højgaard Sørensen
Foto © : Bent Højgaard Sørensen

LÆS OGSÅ Her forlader Partii Naleraq koalitionen

I sit parcelhus i Måløv ved Ballerup gik den tidligere KNR- og Berlingske-journalist til tasterne torsdag aften og brugte aftenen og natten på at skrive historien, som blev bragt fredag morgen på Sermitsiaq.AGs hjemmeside.

- Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at det ville føre til, at Partii Naleraq forlod koalitionen, siger Bent Højgaard Sørensen.

Aftalen med den danske statsminister lignede umiddelbart en vindersag for Kielsen, der sikrede sig, at historiens største anlægsprojekt i Grønland rykkede markant tættere på at blive en realitet. Endda markant billigere end først antaget.

Men sådan så Partii Naleraq, der hele tiden havde været skeptiske over for lufthavnspakken, ikke på sagen.

- Staten blander sig direkte i politik, og dermed stilles der store spørgsmål ved grønlændernes evne til at gøre noget selv. Det vil vi ikke være med til, vores mål har været grønlandsk selvstændighed i en årrække, og når der gøres sådan nu, så kan vi se, at vi bliver svækket. Og det vil vi ikke være med til, sagde Hans Enoksen på sit pressemøde.

Her forlader Partii Naleraq koalitionen. Artiklen fortsætter under videoen.

Partii Naleraq tusagassiortunik/Partii Naleraqs pressemøde

Dagen efter, at Naleraq sagde farvel og tak, landede den danske statsminister i Nuuk og underskrev aftalen om dansk finansiering og medejerskab af lufthavnene i Nuuk og Ilulissat. Partii Naleraq brugte anledningen til at indkalde til demonstration mod Kielsen og Lars Løkke Rasmussen.

- Vi sælger ikke vort land! Deltag, lød det i invitationen.

Men partiet havde næppe regnet med, at det ville ende, som det gjorde. Flere demonstranter råbte voldsomme udtryk efter Kielsen og Løkke. Efterfølgende gik formanden for Naalakkersuisut på Facebook og fortalte, hvor ubehagelig, situationen havde været for ham.

- Under demonstrationen blev jeg blandt andet opfordret til at tage min anorak af, fordi nogle mente, at jeg ikke er værdig til at bære den, og at jeg ikke er rigtig grønlænder. Demonstranterne sagde også, at da der ikke var så mange politibetjente til stede, kunne man jo passende kaste sten efter mig, skrev Kielsen og fortalte, at det var en voldsom oplevelse for ham:

- At jeg som grønlænder blev bedt om at tage min anorak af, gjorde ondt på mig. Men det der gjorde mest ondt på mig var, at børn var vidne til, kunne se og høre, hvad de voksne sagde og gjorde, lød det fra formanden for Naalakkersuisut.

Partii Naleraq tog efterfølgende afstand til de verbale angreb under demonstrationen.

Foto © : KNR

De efterfølgende dage brugte Kim Kielsen på at tale med sit bagland og de to store oppositionspartier Inuit Ataqatigiit og Demokraterne, som han også forhandlede med i foråret efter valget til Inatsisartut. Ved den lejlighed kunne de ikke blive enige, og Kim Kielsen endte i stedet med en smal koalition med et flertal på 16 mandater.

Men Kielsen havde ikke mere travlt med forhandlingerne, end at han drog til Paamiut for at jagte rensdyr. Siumuts partisekretær Mikael Petersen forklarede torsdag den 13. september, at partiformanden havde brug for at være alene for at tænke.

Demokraterne og Inuit Ataqatigiit fik tilsendt et forhandlingsoplæg, som de kunne forholde sig til, mens Kielsen jagtede rensdyr. 

Først den 21. september kickstartede Siumut forhandlingerne om en ny koalition med de to store oppositionspartier. Men få dage senere, den 24 september, meldte Sara Olsvig og Inuit Ataqatigiit ud, at de ikke havde lyst til at smide en parlamentarisk redningskrans ud til Kim Kielsen. 

- Vi har fra Inuit Ataqatigiit taget del i forhandlingerne med to møder med Siumuts ledelse. Det er vores klare konklusion, at vi ikke har mødt vilje til at lytte eller ønsker om at sikre en bedre inddragelse, mere åbenhed og bedre regeringsledelse, forklarede partiformanden. 

LÆS OGSÅ IA rækker ud efter andre partier

Olsvig gjorde dermed Niels Thomsen og Demokraterne til Kielsens eneste mulighed, hvis han ønskede at danne en koalition med et flertal. En koalition der ville kunne samle 19 mandater, hvis det lykkedes Kielsen at samle Nunatta Qitornai, Atassut og Demokraterne i en regering.

- Jeg vil vende mig mod at finde en løsning med Demokraterne, og jeg er fortrøstningfuld i forhold til at indgå et samarbejde med dem, sagde Kim Kielsen efter IAs farvel til forhandlingerne.

LÆS OGSÅ Kielsen går efter 19 mandater

Men uanset hvor fortrøstningsfuld Siumut-formanden end var, lykkedes det ham ikke at få Demokraterne med ombord på slæden. Den 28. september - samme dag som efterårssamlingen efter planen skulle være startet - meldte Niels Thomsen ud, at Demokraterne ikke kunne se sig selv i en koalition med et splittet Siumut.

- Risikoen for det totale kaos er ganske enkelt for stor. Siumut er nødt til at få styr på sig selv for at kunne være en troværdig koalitionspartner, sagde Thomsen.

Men Demokraterne blev alligevel den redningskrans, der sikrede, at Kielsen ikke gik ned med mus og mand. Niels Thomsen forklarede, at hans parti ikke anså det for hensigtsmæssigt, at vælgerne skulle stemme igen få måneder efter de sidst var i stemmeboksen.

Demokraterne tilbød Kielsen at være parlamentarisk grundlag for en mindretalsregering.

LÆS OGSÅ Demokraterne siger nej til koalition - men støtter Kim

Siumut-formanden havde igen brug for at tænke. Han fortalte pressen, at han og familien var nødt til at overveje, om han var klar til at bruge den energi, en mindretalsregering kræver. I løbet af weekenden blev konklusionen for formanden for Naalakkersuisut, at en mindretalsregering med Demokraterne var den bedste løsning.

Tre ugers kaos endte, som det begyndte. Med Kielsen i spidsen for det hele. Nu må tiden vise, hvor længe det varer.

LÆS OGSÅ Her er det nye Naalakkersuisut