Nok er nok! Folket gav Trump den kolde skulder
Lørdag stimlede folk sammen i flere byer landet over for at sende et utvetydigt budskab til USA’s præsident Trump: Naammaqaaq – Nok er nok!
Dagen forinden udtalte arrangør Orla Joelsen til KNR, at han håbede, mange ville deltage, så ”både Trump og amerikanerne forstår, at Grønland ikke kan overtages”.
Og det stod hurtigt klart, at han ikke stod alene med den følelse. I Nuuk var op mod 1.000 borgere mødt op – bevæbnet med flag, skilte og kraftfulde slagord.
Stemningen var elektrisk, luften vibrerede af råb og trommeslag. Sjældent møder så mange op til demonstration, og det var som om de fremmødte kunne mærke, at de var med til skrive historie.
Øverst på en stor snebunke, omringet af pressefolk fra både ind- og udland, slog en gruppe trommedansere en taktfast rytme an. Lyden rullede ud over pladsen, som en dyb, fælles puls, og satte demonstrationen i gang.
Kort efter trådte fungerende regeringschef Múte B. Egede (IA) frem. Hans blik var alvorligt og stemmen rungede. Med Erfalasorput hævet over hovedet lod han ordene brage gennem den kolde luft:
– Vores sammenhold er vores styrke. Grønland vil forblive grønlændernes i generationer fremover. Ingen skal underlægge sig os!
En bølge af jubel skyllede gennem forsamlingen. Også Jens-Frederik Nielsen, formand for Demokraatit, var mødt op, trods travle regeringsforhandlinger.
– Vores demonstration viser, at vi i Grønland står sammen mod den retorik og upassende tale, der kommer ovre fra Amerika! råbte han, mens folkemængden svarede ham ved at råbe - Kalaallit Nunaat, Kalaallit Nunaat, Kalaallit Nunaat!
Mødt med stilhed
Derefter satte menneskehavet sig i bevægelse, som en strøm af beslutsomhed, der bølgede gennem byens gader mod det amerikanske konsulat. Her ville de – på fredelig vis – vise amerikanerne, at Grønland er grønlændernes.
Aldrig før har konsulatet tiltrukket så meget opmærksomhed. Men bag væggene herskede tavsheden.
Det amerikanske flag, Stars and Stripes, som normalt blafrer i vinden foran bygningen, var pillet ned. Ikke en bevægelse anedes bag vinduesruderne.
Men tavshed eller ej – det lod ikke til at anfægte demonstranterne.
Under en skarp, isklar sol, der hang på en skyfri himmel, trak de den friske, kolde luft dybt ned i lungerne. Og så, som én stemme, brød de ud i sang:
Nunarput utoqqarsuanngoravit – Vort ældgamle land.
