Mimi Karlsen slår fast: Millioner fra Danmark bliver brugt på udsatte børn og unge

80 millioner fra Danmark bliver brugt på udsatte børn og unge i Grønland direkte eller indirekte. Det forsikrer naalakkersuisoq for familier, Mimi Karlsen, efter kritik.
Naalakkersuisoq for børn, unge og familier, Mimi Karlsen (IA), forsikrer, at de 80 millioner kroner fra den danske stat går direkte eller indirekte til at hjælpe udsatte børn i Grønland. Foto © : KNR
02. februar 2023 07:07

'De 80 millioner kroner går til børnene – naturligvis'.

Sådan lyder overskriften på en pressemeddelelse fra naalakkersuisoq for børn, unge og familier, Mimi Karlsen (IA). 

Her understreger hun, at hjælpen til omsorgsvigtede og seksuelt krænkede børn og unge når frem - enten direkte eller indirekte.

LÆS OGSÅ Aaja Chemnitz: Penge til børn er strandet i Socialstyrelsen

- Vi ser resultater allerede nu. Vi er i gang med det lange seje træk for at bekæmpe omsorgssvigt og seksuelle overgreb mod børn, siger Mimi Karlsen.

Hun henviser til 16 initiativer, som blev sat i gang i 2020: Heriblandt flere væresteder for børn, oplæring af fagpersonale og behandlingscentret "Klinik Killiliisa" til voksne med seksuel krænkende adfærd mod børn og unge.

Kritik fra partifælle

Mimi Karlsens melding kommer, efter hendes partifælle, folketingsmedlem Aaja Chemnitz, har kritiseret, at en del af de 80 millioner ikke er nået ud til børnene. De er i stedet brugt på administration, siger Aaja Chemnitz.

Sagen kort

I 2019 blev det daværende Naalakkersuisut presset af Inatsisartut til at bede Danmark om hjælp til at børn- og ungeindsatsen herhjemme. 

 

Det skete i kølvandet på DR-dokumentaren "Byen hvor børn forsvinder".

I første omgang afsatte Folketinget fem millioner kroner til en akut sagsbehandlingshjælp i Tasiilaq.


Derudover afsatte Folketinget 80 millioner kroner fra 2020 til og med 2023.
 

Helt præcis modtager Grønland 69,9 millioner kroner af de 80 millioner kroner. De resterende godt 10 millioner beholder Socialstyrelsen i Danmark til deres initiativer for Grønland og til at føre statistik over hjælpen.

 

Landskassen har afsat penge, herunder 11 millioner til et fælles IT-system til sagsbehandlerne i kommunerne.

- En hel del af de 80 millioner kroner, der allerede har været afsat, er blevet brugt til Socialstyrelsen i Nuuk, som er vokset sig voldsomt stor i antallet af medarbejdere. Og det er jo ikke det, der var hensigten med pengene, sagde Aaja Chemnitz  under Folketingets åbningsdebat i januar.

Tal fra Socialstyrelsen viser da også, at medarbejdertallet her er blevet fordoblet siden 2018. Dengang var der 46. Sidste år var der 118.

Men det er der en god forklaring på ifølge Mimi Karlsen. Styrelsen er nemlig i høj grad det sted, hvor initiativerne til at forbedre hjælpen til børn og unge starter. Styrelsen står for kurser for sagsbehandlere i kommunerne, den har oprettet et børnerejsehold, og så er telefonrådgivningen Tusaanga også under Socialstyrelsen.

Og med 16 nye initiativer er der brug for flere ansatte. Også folk der er i ansat i midlertidige projekter. 

Og det er i sig selv en succes, mener Mimi Karlsen. I 2020 var man nemlig bange for, at det ikke var muligt at skaffe tiltrækkeligt med fagpersonale til alt det nye arbejde.

- Socialstyrelsen har – ud over egne ansatte – formået at tiltrække medarbejdere i projektstillinger. Det har været en forudsætning for, at det vi arbejder for, høster resultater, siger hun. 

Ifølge Mimi Karlsen er fokus nu på, hvordan initiativerne kan fortsætte, når projektansættelserne i Socialstyrelsen stopper.

Kurser og oplæring trækker største udgift

Den største udgift blandt initiativerne er gået til børnerejseholdet, som holder kurser for forældre, plejeforældre og fagpersonale til behandling af børn og unges traumer efter seksuelle overgreb.

Det blev sat i gang i 2021 og vil frem til og med i år have kostet 13,9 millioner kroner. 

Den næststørste udgift er på 7,1 millioner kroner. De penge bruges til, at kommunerne kan få nedbragt antallet af ubehandlede socialsager. Foreløbig er det sket med hjælp fra 19 socialrådgivere og 16 familiebehandlere fra Danmark.

Hjælpen er foreløbig nået ud til otte byer i tre kommuner. Derudover er der kommet anden hjælp udefra til en fjerde kommune.

LÆS OGSÅ Overblik: Her er de 16 anbefalinger til udsatte børn og unge

Mimi Karlsen erkender, at ikke alt er kørt uden udfordringer. Men sådan vil det altid være, når mange og store problemer skal løses med mange tiltag på kort tid, siger hun.

- Kommunerne har følt sig overvældet, når det ene projekt efter det andet har skullet gennemføres. Samarbejdet og koordinationen kunne måske nok have været bedre. Det kan vi alle lære af, siger hun. 

- Vi skal have øje for, hvad der lykkes – hvad der giver fremdrift  i indsatsen for udsatte børn og unge i Grønland. Det skylder vi børnene, de unge og de udsatte familier, siger Mimi Karlsen.