VIDEO Mikael: KNT har fulgt reglerne

KNT ApS har siden midten af marts og frem til den 6. oktober været i betalingsstandsning. Alligevel fik de en makrelkvote i maj.
Foto © : KNR
27. oktober 2015 17:00

Produktionsanlægget i bygden Niaqornat, KNT ApS, har siden midten af marts og frem til den 6. oktober været i betalingsstandsning. Det var en uundgåelig konsekvens et sagsanlæg fra arbejderorganisationen, SIK, der krævede flere måneders manglende løn til to KNT-ansatte udbetalt. Det bekræfter direktøren af KNT ApS, Mikael Petersen.

- KNT har været i betalingsstandsning lige siden. Det er først da SIK droppede stævningen for nylig, at KNT igen har fået muligheden for at handle selv, siger Mikael Petersen til KNR.

Læs også KNT's betalingsstandsning ophævet

KNT's seneste regnskab, som er fra 2013 til 2014, viser, at produktionsselskabet havde en negativ egenkapital på 1,9 millioner kroner, ligesom virksomheden har en gæld på 4,6 millioner kroner, hvoraf de 1,2 millioner kroner var en gæld til Skattestyrelsen.

Med disse tal konkluderer virksomhedens uafhængige revisor, Grønlands Revisionskontor A/S, "- at der er væsentlig usikkerhed, der kan rejse betydelig tvivl, om selskabets mulighed for at fortsætte driften".

 

Kvoter trods betalingsstandsning

Men selvom der blev sat spørgsmålstegn ved selskabets videre drift, ansøgte KNT om en del af makrelkvoten. Og den 21. maj, to måneder efter at KNT blev sat i betalingsstandsning, fik de en kvote på 4.285 tons.

Men det lykkedes dem ikke at fiske en eneste makrel op, og derfor har de heller ikke fået noget ud af det på bundlinjen.

GE har tidligere kritiseret, at Naalakkersuisut har uddelt kvoter til et selskab, der ikke giver garanti for at fiske deres andel, men det er også været et hårdt slag for KNT, at kvoten ligger urørt.

- Det afhænder af priserne på makrel, men jeg tror, at vi kunne have tjent op mod 5 millioner kroner, lyder det fra Mikael Petersen.

 

Efter bogen

KNT har i det hele taget haft et turbulent år, hvor kritikken med jævne mellemrum har haglet ned over selskabet. Senest har Ane Hansen, IA, sendt nogle verbale hug mod Karl-Kristian Kruses håndtering af makrelkvotetildelingen. Blandt andet synes hun, at det er mistænkeligt, at et selskab med tætte forbindelser til naalakkersuisoq for fiskeri er en af de 15, ud fra 49 ansøgere, som fik en bid af årets kvote.

Det indikerer tydeligt, at man har arbejdet for egen vinding, mener Ane Hansen.

Læs også IA: Karl-Kristian Kruse har arbejdet for egen vinding

KNR har spurgt Mikael Petersen, der også er generalsekretær for Karl-Kristian Kruses parti, Siumut, om, at KNT har lukreret på, at dets ledelse har tætte partiforbindelser med Karl-Kristian Kruse.

- Overhovedet ikke. Det kan heller ikke lade sig gøre. Kvoter på fisk uddeles ud fra nogle regler. Derfor kan der ikke sættes en finger på, at vi fik tildelt kvoter, fastslår Mikael Petersen.