Mette Frederiksen: Arktisk ambassadør falder snart på plads

Ifølge en journalist og forfatter er rollen som arktisk ambassadør stadig ubesat, og i går udtalte statsministeren sig om sagen.
- Jeg er ikke bleg for at indrømme, at der har været et ulig magtforhold historisk, siger Mette Frederiksen tirsdag under Folketingets åbning. Foto © : Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Skrevet af Teitur Larsen
04. oktober 2023 09:37

Udnævnelsen af en arktisk ambassadør falder snart på plads.

Det sagde statsminister Mette Frederiksen fra Socialdemokratiet i hvert fald til DR i går sin åbningstale i Folketinget.

Hvornår falder det med den arktiske ambassadør på plads?

- Det skal det snart, sagde Mette Frederiksen til DR.

1. september skulle Tobias Elling Rehfeld ellers efter planen tiltræde i rollen som ambassadør for Arktis, efter Udenrigsministeriet udnævnte ham tilbage i marts.

Det blev startskuddet til en koldfront over Atlanten, da det var femte gang, at Danmark udpegede en dansk diplomat til posten som arktisk ambassadør.

Ifølge naalakkersuisut blev de ikke inddraget i processen.

- Vi havde fra naalakkersuisuts side givet vores holdninger til kende vedrørende en kommende arktisk ambassadør. Vi havde en ærlig snak med udenrigsministeren, og Lars Løkke Rasmussen har med klar tale afvist os i spørgsmålet, sagde Vivian Motzfeldt til KNR i marts.

Ulige magtforhold

Den diskussion afviste udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen fra Moderaterne dog overfor Politiken. Samtidig afviste han at reservere posten som arktisk ambassadør til en grønlænder.

- Vi har altså ikke etnicitet som kriterier for vores ansættelser i den danske udenrigstjeneste, sagde Lars Løkke Rasmussen til den danske avis.

Han fortalte dog senere under sit besøg til Rigsmødet i Nuuk i juni, at udnævnelsen af en arktisk ambassadør kommer til at foregå anderledes fremover.

Lignende ordlyd gav Mette Frederiksen også i går til DR:

- Jeg er ikke bleg for at indrømme, at der har været et ulige magtforhold historisk. Det har ikke været betragtet som tre ligeværdige lande og folk. Der har været Danmark og to andre parter. Og det er vi i gang med at lave om i respekt for det grønlandske og færøske folk.

Hvad det konkret betyder for udvælgelsen af den arktiske ambassadør, vides endnu ikke.

I maj sagde naalakkersuisuts formand Muté B. Egede fra Inuit Ataqatigiit til Politiken, at ambassadøren skal være fra Grønland.

- Jeg er tilfreds, hvis den arktiske ambassadør er fra Grønland, og hvis vi skal finde en anden løsning, må vi begynde at tænke på at finde vores egen, sagde han.

Hvad laver den arktiske ambassadør?

Den arktiske ambassadør er en kontorchefstilling i Udenrigsministeriet i København, hvor personen står i spidsen for kontoret for Arktis og Nordamerika.

Ambassadøren har desuden til opgave at koordinere Kongerigets fælles udenrigspolitik med Færøerne og Grønland og forholdet til USA og Canada.

Personen er også ansvarlig for at repræsentere rigsfællesskabet i Arktisk Råds møder på embedsmandsniveau.

Siden 2012 har følgende personer siddet på posten:

Klavs A. Holm  (2012 - 2013)

Erik Vilstrup Lorenzen (2013 - 2016)

Hanne Fugl Eskjær (2016 - 2019) 

Thomas Winkler (2019 - 2023)

2023?