Døgnrapport: Hærværk i Qaqortoq og spirituskørsel i Nuuk

Lørdag modtog politiet en anmeldelse om hærværk på kredsretsbygningen i Qaqortoq. Derudover har der været tre færdselsuheld som følge af spirituskørsel i Nuuk i nat.
Politiet har haft et travlt døgn. Udover hærværk i Qaqortoq, har der været fire sager om spirituskørsel i Nuuk, hvoraf tre af dem var færdselsuheld. Foto © : Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Skrevet af Birgitte Kjeldsen
06. oktober 2024 12:59

I alt fem vinduer i kredsrettens bygning i Qaqortoq er blevet knust. 

Politiet modtog anmeldelsen om hærværket lørdag morgen klokken 08.43.

Der er foreløbigt ingen mistænkte i sagen, og da efterforskningen er i gang, er der ikke så meget andet at fortælle, oplyser vagtchef ved Grønlands Politi, Malik Olesen.

- Vi anmoder om, at hvis der er nogen, der har set noget, må de meget gerne ringe til politiet, siger han.

Grønlands Politi kan kontaktes på telefonnummeret 70 14 48.

Masser af spirituskørsel i Nuuk

Derudover har det seneste døgn været travlt for politiet, fortæller Malik Olesen.

Især i Nuuk har politiet i nat været optaget af flere hændelser med spirituskørsel. Fire i alt, hvoraf der i tre af sagerne har været et færdselsuheld involveret.

Klokken 02.40 kørte en bil ud over vejkanten i svinget på Kissarneqqortuunnguaq (Vandsøvej). Det er den vej, hvor blandt andet Nuuk Kunstmuseum og hallen Inussivik ligger.

Herefter kunne bilen ikke køre videre.

Lidt over fem i morges skete der endnu et færdselsuheld, hvor spirituskørsel var involveret.

Denne gang var det på Iggiaanut – ved bådebroerne i bydelen Nuussuaq.

- Her kunne bilen heller ikke køre videre, da den var endt ude i vejsiderabatten, siger Malik Olesen.

Det tredje og sidste færdselsuheld skete lidt over syv i morges. Her forulykkede en bil på Kissarneqqortuunnguaq og endte med bunden i vejret.

Umiddelbart har der ikke været nogen personskade i nogen af de tre færdselsuheld.