Løkke afviser grønlandsk indflydelse på valg af ambassadør

Løkke beskyldes for "koloniherrementalitet" for at afvise Grønlands indflydelse på valg af ambassadør.
Lars Løkke mener, at sagen fra grønlandsk side er blevet gjort til en symbolsag. Foto © : Philip Davali/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
23. april 2023 12:52

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen er kommet på alvorlig konfrontationskurs med Grønland.

Det skyldes ifølge Politiken, at han afviser at give resten af rigsfællesskabet indflydelse på, hvem der skal være kommende arktisk ambassadør.

- Det er blevet symbolladet, og det er jeg egentlig ked af. For jeg har faktisk haft en ret grundig diskussion med min grønlandske counterpart, Vivian Motzfeldt, og gjort en del ud af at forklare, hvordan den danske udenrigstjeneste er bygget op, siger han til avisen.

Den nuværende ambassadør i Sydafrika, Tobias Elling Rehfeld, blev for nylig udnævnt til arktisk ambassadør med tiltrædelse til efteråret.

Det har udløst protester fra Grønland, fordi landet ikke blev inddraget.

I regeringsgrundlaget udlægges det som en generel rettesnor, "at intet om Færøerne og Grønland skal besluttes uden om Færøerne og Grønland".

I et interview med Sermitsiaq kalder formanden for Naalakkersuisut Múte B. Egede det "problematisk" og varsler sagen bragt op på det kommende rigsmøde i juni.

- Vi har været meget klare i vores ønske. Vi vil have indflydelse på udpegningen, siger han.

Folketingsmedlem Aaja Chemnitz fra venstrefløjspartiet IA, betragter det som en selvfølgelighed, at en arktisk ambassadør skal have grønlandsk baggrund.

Hun mener, at der er noget "koloniherrementalitet" i det.

Folketingsmedlem Aki-Matilda Høegh-Dam fra Siumut ønsker også en grønlænder på ambassadørposten.

Omvendt afviser Løkke bastant at reservere posten som arktisk ambassadør til en grønlænder.

- Vi har altså ikke etnicitet som kriterier for vores ansættelser i den danske udenrigstjeneste, siger han til Politiken.

Løkke mener, at sagen fra grønlandsk side er blevet gjort til en symbolsag.

/ritzau/