Medie: Sådan bliver millionerne fra USA til Grønland fordelt

Hovedparten af de 83 millioner kroner skal gå til rådgivning i råstofsektoren, skriver Berlingske.
Især råstofbranchen bliver tilgodeset i USAs investeringspakke i Grønland, skriver Berlingske. Foto © : Adamie Delisle Alaku. Arkivfoto.
27. april 2020 14:24

Udvinding og salg af især sjældne jordarter er det helt store fokus i de investeringer, som USA vil lave i Grønland.

Det skriver Berlingske, som har kendskab til, hvordan USA vil investere pengene. 

Det fulde beløb på 12,1 millioner dollars - det svarer til knap 83 millioner kroner - er et engangsbeløb, som skal bruges i løbet af 2020 og 2021.

LÆS OGSÅ Kim Kielsen: USAs investering styres af amerikanerne

Pengene skal gå til amerikansk rådgivning, som skal styrke råstofsektoren og turismebranchen i Grønland og til uddannelse af grønlandske unge.

8,6 millioner dollars går ifølge Berlingske til energi- og råstofområdet. Rådgivningen skal handle om, hvordan Grønland bedst udnytter sine naturressourcer. 

Der kommer også til at være rådgivning i at håndtere datageologisk og geofysisk data, som GEUS - De Nationale Geologiske Undersøgelser For Danmark og Grønland - i dag hjælper Grønland med.

750.000 dollar til turisme

Turistbranceh får også en luns af millionerne. 

750.000 dollar - godt fem millioner kroner - er møntet på rådgivning og uddannelse inden for turisme, skriver Berlingske.

Og så kan grønlandske erhvervsfolk deltage i et erhvervsprogram under det amerikanske erhvervsministerium for at dygtiggøre sig.

Den del rummer 300.000 dollar, mens 600.000 dollar skal gå til at udvikle bygdernes turisme og eksport.